Efter 24 år i 1. Division kan vi nu endelig kalde os et Superliga-hold. Spillerne kan nu holde en meget velfortjent ferie inden arbejdshandskerne endnu engang skal på, så vi er klar til Superligaen. Inden vi når så langt, tager vi lige et kig tilbage på denne sæson, og de mange højdepunkter der har været.

Stor opgave for trænerteamet

Da spillerne mødte ind fra ferien i juni 2024, var det langt fra alle, der kendte hinanden. Efter en sæson, hvor vi endnu engang endte i subtoppen af NordicBet Ligaen, var der en stor udskiftning i truppen. 16 nye spillere ind imens 14 tog den anden vej. Det var noget af en opgave Michael Hansen og hans nye assistenttræner Christian Ege mødte ind til. Det lå ikke rigtigt i kortene, at denne trup skulle blive historisk. Men det var en trup, der skulle gøres klar til første kamp i sæsonen, hvor en af forhåndsfavoritterne til at rykke op var modstanderen. Vi startede på udebane mod AC Horsens, og det gav en fremragende start på sæsonen. Både Gustav Marcussen og Asbjørn Bøndergaard kom på måltavlen, og det var startskuddet til mange flere fra de to. Det blev en 3-1 sejr og den bedst tænkelige start for Michael Hansen og hans meget nye trup.

Første kamp på Monjasa Park udmøntede sig også i en sejr. Målfarligheden var ekstrem i de to første kampe med 7 mål i alt, efter en 4-2 sejr mod Vendsyssel. Første tilbageslag kom dog allerede i tredje kamp mod vores naboer fra Kolding, der igennem hele sæsonen viste en god defensiv, en defensiv vi heller ikke kunne nedbryde i sæsonens tredje kamp.

Målfarlige Fredericia

Det skulle dog ikke slå os ud. Næste modstander hed Esbjerg og de kom hurtigt til at mærke vores skarphed i offensiven. 4-0 på rekordfart på Monjasa Park. Bare 21 minutter skulle vi bruge for at få en 4-0 føring mod esbjergenserne. Endnu engang Gustav Marcussen og Asbjørn Bøndergaard på måltavlen, samt et hattrick i assist fra Agon Mucolli. Hvis man var i tvivl om det var en stærk trup før kampen, så var man det ikke efter. Kampen efter gav en 3-2 sejr mod Roskilde, hvor også Marcussen og Bøndergaard scorede.

Svær periode

Dernæst kom vi ind i en svær periode, hvor Hvidovre og OB desværre begge får 3 point fra os. Herefter viser vi dog endnu engang, hvor stærk et hold vi er. Det viste vi i en ret vild kamp i Køge den første september, hvor vi kunne tage tilbage over Storebælt med en 4-3 sejr og et hattrick fra Gustav Marcussen. Det gav startskuddet til 4 kampe ubesejret i streg, og en aktuel andenplads efter OB.

Efteråret blev sluttet flot af

Herfra og indtil vinterpausen var det kun OB og Horsens, der lykkes med at få point mod os. Heriblandt tog vi til Østerbro og slog B93 hele 0-5 på udebane. Vi sluttede efterårssæsonen af med en 2-0 sejr i Roskilde. Her stod vi med en følelse af, at det hele var fået ret så godt. Det har igennem historien også været kendetegnende for FC Fredericia at være rigtigt gode i efteråret, også lige mangle det sidste i foråret. Denne gang gik vi ind i vinterpausen med 6 point ned til Horsens på 3. pladsen. Mange medier og folk i byen frygtede for en gentagelse i historien i denne sæson også. Det ville truppen lave om på.

Forberedelserne til foråret

Forberedelserne startede på træningslejr i Tyrkiet, hvor spillerne skulle ned og finpudse de sidste ting i varmen. En træningslejr der desværre gav en ret seriøs skade til vores topscorer på daværende tidspunkt Asbjørn Bøndergaard, og det var et slag for vores offensiv.

Vi kommer tilbage til Danmark og starter forårssæsonen. Desværre lignede det i de første tre kampe ”business as usual” for os. Tre nederlag mod henholdsvis HB Køge, Hvidovre, og Hillerød gjorde, at vi tabte vores forspring og nu lå á point med Horsens, gående ind til den sidste kamp i grundspillet. En kamp, der viste sig at være vendepunktet.

Patty Power

Vi skulle den lange vej til Hjørring for at møde Vendsyssel. En kamp, hvor chancerne bølgede frem og tilbage, og ingen rigtigt kunne finde vej til netmaskerne. Det hele virkede meget uforløst, lige indtil 93. minut. Her dukker Patrick Egelund op i feltet og banker bolden i kassen, og skaber en eufori blandt både spillere og fans. Der startede forårssæsonen rigtigt for os. Derfra så vi os ikke tilbage

Sejr mod fynboerne

Efter en sejr mod Kolding på 0-1 på udebane, var vi for alvor tilbage på sejrskurs. Fra her skulle vi igennem den ultimative test for truppen i denne sæson. OB kom nemlig på besøg på Monjasa Park. Der var lagt op til en fodboldfest på Monjasa Park, hvor mange tilskuere var kommet for at støtte gutterne. Det var en af de kampe, der gjorde, at vi alle sammen tænkte, at det godt kunne være i denne sæson oprykningen blev en realitet. En 1-0 sejr på mål af Gustav Marcussen, samt en pragtpræstation af vores mur i målet, Valdemar Birksø. Han havde adskillige redninger i buret og holdt OB fra at score. Det gjorde, at en 1-0 sejr blev en realitet, og håbet om oprykning kun blev større. 

Direkte duel

Nu var niveauet, stemningen og håbet ligesom blevet sat. Et håb, der kunne blive større i kampen mod vores direkte modstander om andenpladsen, nemlig Horsens. Sikke en kamp det var på Monjasa Park. Horsens scorede tidligt i kampen, og frygten for, at de igen skulle blive lige med os i tabellen, var der kort. Det var lige indtil Gustav Marcussen scorede NordicBet Ligaens bedste mål i sæsonen. Viaplay-kommentatorerne sammenlignede ham med Zlatan Ibrahimovic, så godt var målet! Marcussens mål var startskuddet til en vanvittig kamp, der gav feststemning på tribunen. 5-1 sejr og vi blev lige pludselig favoritter til oprykning. 

Solide præstationer

Efter en vanvittig flot kamp mod Horsens, tog vi en tur til en af vores skrækmodstandere, Hvidovre som vi ikke havde scoret mod endnu. Det kom om vi heller ikke til, men vi fik et point med hjem til fæstningsbyen. Derfra havde vi et dobbelt opgør mod Esbjerg, der udmøntede sig i 4 point. Stadig ubesejret i oprykningsspillet. 

Nu var vi kommet så langt hen i sæsonen, at vi pludselig kunne sikre oprykningen. Første forsøg blev mod OB, hvor vi skulle have en sejr og Horsens skulle tabe point for, at vi skulle sikre oprykning. Det blev et 1-1 resultat, og oprykningsfesten blev udskudt. 

Oprykningsfesten 

Det hele kunne blive afgjort fredag den 9. maj mod Hvidovre. Vi skulle bare have flere point end Horsens. Det hele startede vanskeligt, da vi hurtigt kom bagud mod Hvidovre, og Horsens kom foran mod OB. Det betød, at vi gik til pause med en lille forventning om, at vi måtte vente lidt endnu med at fejre oprykningen. En pragtpræstation i anden halvleg gav os en 5-1 sejr. Oprykningen var ikke sikret matematisk endnu. Alle øjne blev rettet mod Horsens, som lige havde scoret til 2-0 82. minut. Det lignede altså ikke, at vi kunne fejre det endnu. Men to mål i overtiden af OB satte festen i gang på Monjasa Park. Historie blev skrevet og Fredericia sikrede oprykningen. 

En koncentreret afslutning

De sidste to kampe af sæsonen skulle spilles mod Horsens og Kolding. Kampen i Horsens var en flot kamp af spillerne, der viste seriøsitet hele vejen igennem, selvom resultatet var sikret. 0-3 sejr på udebane, som gav et lille håb om, at vi måske kunne vinde 1. Divisionen. Det prøvede vi at gøre i sæsonens sidste kamp. Her skulle vi have hjælp af Esbjerg, der mødte OB. Det fik vi dog ikke, men en god dag på Monjasa Park var det. En 2-0 sejr satte et punktum for 1. Division, satte punktum for Oscar Fuglsang og Jesper Juelsgaards karrierer, men en start på en ny virkelighed for FC Fredericia.

Superliga

Nu får spillerne en velfortjent ferie inden arbejdshandskerne skal på igen. Der skal arbejdes hårdt frem mod næste sæson, ikke bare af spillerne men alle omkring FC Fredericia, for at gøre holdet, Monjasa Park og byen klar til Superligaen. 24 år i 1. Division er nu slut og som Melvin Kakooza sagde til TV2 efter oprykningskampen, ”Det var en fornøjelse, det var længe, men nu prøver vi lige noget andet.”