For knap 2 måneder siden, kunne FC Fredericia præsentere talentfulde Sofus Berger som ny mand i truppen. Sofus er kommet til klubben på et års lejeophold fra superligamandskabet Viborg FF. Vi har taget en snak med Sofus om livet i FC Fredericia – Og han har indtil videre haft en god oplevelse:
”Jeg synes at de første måneder har været fede. Det var været dejligt at få spillet en masse. Jeg har mødt mange søde mennesker og synes at vi har et godt hold. Vi har fået vundet mange kampe og det er faktisk kun min første kamp mod AaB som vi har tabt. Så jeg kan kun sige at jeg har været glad for starten”
At tage et år i klubben var faktisk en nem beslutning for 20-årige Sofus, der også havde meget postive tanker om FCF:
”FC Fredercia er en rigtig god mulighed for at få spillet en masse kampe på et godt hold. Holdet gjorde det godt i foråret, og det kunne jeg se mig selv i. Både på grund af spillet på banen, men også på grund af hvordan klubben er. Det var helt sikkert nogle af de tanker, der lå bag valget af FC Fredericia.”
Ikke nok med at spillet på banen er godt, så har stemningen i omklædningsrummet også været noget som Sofus har nydt:
”Jeg synes, at det har været super nemt at falde til i omklædningsrummet. Der er et par stykker jeg kendte i forvejen, og så er det en trup bestående kun af danskere, så det har været super nemt. Der er en masse god lir og godt gang i det hele. Der er både nogle små drillerier og mange søde holdkammerater. Jeg har det rigtig godt her”
Selvom at vi kun er 10 ligakampe inde i sæsonen, har det set rigtig positivt ud på banen. Ambitionerne for holdet fejler heller ikke noget:
”Man skal passe på med, at sige for meget. Men vi tager en kamp ad gangen og så giver vi den gas. Vi håber på at vi fortsat har tur i den. Jeg synes at vi har et godt hold, med mange der byder sig godt til. Hvis vi fortsat presser hinanden til træning og prøver at få det optimale ud af det hele, så tror jeg på at vi fortsætter med at vinde mange kampe.”