På fredag er der ingen slinger i valsen, når Vendsyssel FF spiller mod FC Fredericia på Monjasa Park i 22.spillerunde. Her kan hjemmeholdet med et point sikre sig top seks-spil, hvilket har været ambitionerne for foråret. På den anden side er det et formsvagt Vendsyssel-mandskab, som kommer på besøg. De har nemlig kun skrabet et point sammen, mens det er blevet til fire nederlag her i foråret. De ligger i skrivende stund på 10.plads, mens FC Fredericia til opgøret besidder en 5.plads. 

Men der var engang, hvor Vendsyssel var et stærkt hold og konkurrerede med i toppen af 1.divison. Det var så gode tider for klubben, at det resulterede til en oprykning i Superligaen i 2017/2018-sæsonen. Men først skal vi tilbage til 2013, hvor klubben blev stiftet i samarbejde med andre klubber i Vendsyssel-området, og projektet var en videreførelse af FC Hjørring, der blev etableret i 2006. Derefter tog det fart, hvor Vendsyssel FF sikrede sig en plads i 1.division i 2009/2010, hvor klubben siden har leveret flotte bedrifter i landets næstbedste række.

Mange vil huske dem fra sæsonen i Superligaen, hvor de præsterede på et flot niveau. Dog forblev det ikke sådan gennem hele sæsonen, da de i samme sæson rykkede ned igen. Derefter var der igen noget positivt at berette om fra Hjørring, da de i 2019/2020-sæsonen havde en rigtig flot tid i den danske pokalturnering. Her formåede de at spille sig i semifinalen, og derfor var de et opgør fra at stå i Parken og spille finalen. Siden har Vendsyssel FF været svingende i 1.division og mistet deres status som tophold, hvor der i de seneste par år også har været flere trænerrokader og nye ejere i klubben.

Dog skal kommende modstander ikke undervurderes, da de har et godt tag på fredericianerne. For hvis man ser på de seneste ti indbyrdes opgør, så er statistikkerne til Vendsyssels fordel (4 sejre til Vendsyssel, 2 sejre til FC Fredericia og 4 uafgjort). Derudover blev det 1-1 i det seneste møde mellem mandskaberne, så derfor er der lagt op til et tæt opgør mellem rækkens nummer fem og nummer ti.

Husk du kan følge kampen på Viaplay, hvor der er kampstart klokken 19 fredag aften. Til opgøret er der nemlig stadig ingen adgang for tilskuere.