FC Fredericia har fået tilknyttet en 3. målmand til truppen, der kommer fra Vejle Boldklub. Det er ungdomsmålmanden, Tobias Bargisen, som har fået en aftale indtil den 30. juni 2021. Han har allerede været en del af truppen i nogle uger, hvor det også er blevet til en bænkplads i 1.divisonen grundet målmandsskader i truppen.

Tobias er glad for at være i klubben, og keeperen ser det som en rigtig god og lærerig mulighed at være i FC Fredericia.
”Jeg håber, jeg kan gå gennem en udvikling, hvor jeg bliver en dygtigere målmand. Niveauet er højt i Fredericia, så derfor glæder jeg mig til at være en del af et professionelt hold og træningsmiljø.”, siger keeperen.

Han beskriver sig selv som en målmand, der er god med fødderne og god i en-mod-en duellerne. Det har de haft stort fokus på i ungdomsafdelingen i Vejle, hvilket han håber kan komme til udtryk på træningsbanen. Her håber han også, at han kan lære fra de andre målmænd, som har flere kampe og mere erfaring i bagagen.
”Jeg håber, at jeg kan lære fra Nybo og Elias. De har haft mere spilletid, og dermed kan de give nogle råd, som kan øge min udvikling.”, udtaler Tobias.