Der blev i dag taget hul på sidste kamp i grundspillet, hvor hjemmeholdet, FC Fredericia, fik besøg af Vendsyssel FF på Monjasa Park. Overordnet set var det en vigtig runde for holdene i rækken før inddelingen af de to puljer til slutspillet, hvor FC Fredericia før opgøret skulle bruge et point til at sikre top seks-spil. Kampen endte 1-1, hvilket var et brugbart resultat, idet top seks blev sikret. Christian Tue kom igen på måltavlen med et flot mål, hvilket var kampens store højdepunkt.

Hjemmeholdet startede kampen med et offensivt og aggressivt udtryk, hvor de var dominerende på bolden, hvilket passede udeholdet godt. Der gik dog ikke lang tid, før FC Fredericia fik gjort det til 1-0 med et super flot mål af Christian Tue Jensen. Den offensive spiller tørrede Vendsyssel-backen og sparkede et drøn af sted med ingen chance for keeperen. Derefter tog holdet i den røde trøje ikke foden væk fra speederen, da det gode pres og kombinationsspil fortsatte i kampens indledende fase. Det var tydeligt at se udeholdets strategi fra første fløjt, som satsede efter omstillinger og havde et defensivt udtryk.

De kom bedre med i opgøret i anden del af første halvleg, hvor de havde mere boldbesiddelse og flere standardsituationer, der var ganske farlige. Dog stod Elias Rafn Olafsson godt på stregen og afværgede chancerne. På den anden side viste både Kristian Kirkegaard og Dennis Høegh gode takter med langskud og offensive finurligheder i form af gode afleveringer og driblinger. Dermed blev der i første halvleg vist meget af det, som cheftræneren, Michael Hansen, eftersøgte op til kampen, nemlig at individualisterne udfolder sig og medvirker til den individuelle udvikling.

Herudover var der mange protester fra mandskabet fra Hjørring, som flere gange gestikulerede for et straffespark, men det hoppede dommeren ikke på. I samme periode af 1.halvleg dalede kampens tempo, da hjemmeholdet fik kreeret færre muligheder og havde en del fejl i opspillet. Det gav anledning til, at udeholdet kom bedre med i opgøret og havde en kæmpe mulighed efter hjørnespark i 39.minut. Men endnu en gang viste Fredericia-keeperen gode takter og diskede en refleksredning op.

Kampbilledet ændrede sig i 2.halvleg, hvor Vendsyssel FF kom længere frem på banen og satte sig mere på bolden. Det var især tydeligt i starten af halvlegen, hvor FC Fredericia ikke fik sammensat det store sammen og lignede et hold, der manglede ideer. Dermed kom Hjørring-mandskabet bedre med og havde et godt tag på kampen, dog var der ikke farlige målchancer, som indikerede en udligning.

Kampen havde en død fase i midten af 2.halvleg, hvor ingen af holdene præsterede noget bemærkelsesværdigt. I stedet var der anledning til mange dueller og fejlafleveringer, hvilket satte en stopper for kampens tempo. Intensiteten faldt i opgøret, og det var ikke svært at få øje på, at hjemmeholdet stillede sig tilfredse med 1-0 føringen.

Det var dog ikke holdbart, da udeholdet fik udlignet til 1-1 efter hjørnespark i slutfasen af opgøret. Vendsyssel FF satsede i hele kampen efter dødbolde, og det gav pote i det 82.minut. Hjemmeholdet havde svært ved at få spillet på deres præmisser, og i stedet blev kampen præget af dueller og en masse frispark, hvilke gavnede udeholdets gameplan.

Kampen endte med remis mellem holdene, og FC Fredericia sikrede sig dermed top seks-placering og indgang til de sjove opgør. Det går løs igen startapril, hvor programmet for slutspillet annonceres.

Målscorere:

Christian Tue til 1-0

Mikkel Agger til 1-1

Målmand: Elias Rafn Olafsson

Forsvar: Nicolaj Ritter – Mathias Johannsen – Christian Ege Nielsen – Mikkel Knudsen

Midtbane: Raphael Nwadike – Andreas Oggesen – Christian Tue (´88 Alexander Jensen) – Dennis Høegh – Kristian Kirkegaard (´71 Mathias Gertsen)

Angreb: Leonel Montano

Bænk: Alexander Nybo, Alexander Jensen (´88 Christian Tue), Mathias Gertsen (´71 Kristian Kirkegaard)