Fredag aften klokken 19.00 stod den på topbrag i Nordicbet Ligaen, da FC Fredericia var på besøg hos Viborg FF.

Til kampen havde Jonas Dal valgt en del ændringer fra 3-1-sejren over Fremad Amager. I målet var Alexander Nybo igen blevet klar, mens forsvaret bestod af Jacob Buus, Erik Nissen, Mathias Johannsen og Nicolaj Ritter. På den centrale midtbane lå Andreas Oggesen og Christian Ege, mens kanterne blev besat af Kristian Kirkegaard og Agon Mucolli. Helt fremme var der blevet plads til Dennis Høegh, og lige bag ham lå Mathias Gertsen.

Kampens indledning var ikke speciel god for nogle af holdene. Der blev smidt en del bolde væk, og starten af kampen var generelt meget rodet.

FC Fredericias første afslutning kom efter 10 minutters spil. Et indlæg fra Jacob Buus blev forlænget om til Agon Mucolli, som tog bolden ned og lagde den af til Christian Ege på kanten af feltet. Han sendte et skud afsted med venstre, som gik et stykke over mål.

Begge hold spillede den i perioder fint rundt, men ingen af de to mandskaber havde lange nok gode perioder til at skabe nogle nævneværdige chancer.

Efter 29 minutters spil havde FC Fredericia bolden i nettet. Jacob Buus fandt Dennis Høegh med et indlæg fra højre. Hans forsøg blev i første omgang klaret af Brandon Austin i Viborg FF-målet. Kristian Kirkegaard var hurtigst over bolden, men dommeren markerede for offside.

Syv minutter senere var det så igen tæt på for FC Fredericia. Agon Mucolli blev sendt afsted i højre side, og kom helt ind i feltet. Her fandt han Mathias Gertsen inde foran mål, som med hovedet sendte bolden på stolpen.

Mod slutningen af halvlegen lagde FC Fredericia et solidt pres på hjemmeholdet. Bolden var konstant oppe på Viborg FF´s banehalvdel, men den afgørende aflevering manglede.

FC Fredericia fik ikke noget ud af det pres, som ellers blev lagt i de sidste 10 minutter af halvlegen. Dermed gik holdene til pause med stillingen 0-0.

Det var de samme 11 spillere, som afsluttede første halvleg, som startede anden halvleg for FC Fredericia.

FC Fredericia satte sig på spillet igen fra anden halvlegs start. Fire minutter inde i den nye halvleg fik Mathias Gertsen bolden på kanten af feltet, og sendte den afsted med venstre. Han afslutning gik dog lige over mål.

Efter 59 minutters spil foretog FC Fredericia holdets første udskiftning. Ud gik Mathias Gertsen, og han blev erstattet af Victor Torp.

Syv minutter senere lå den så endnu en gang i Viborg FF-målet. Og denne gang var den god nok. Victor Torp erobrede bolden ude foran hjemmeholdets felt, og spillede den hurtigt ud til Agon Mucolli. Han fandt Dennis Høegh inde foran mål, som lagde den i nettet til 1-0.

Minuttet efter foretog FC Fredericia yderligere to udskiftninger. Ind kom Martin Mikkelsen og Anders Holvad. De erstattede Agon Mucolli og Kristian Kirkegaard.

Med 12 minutter igen modtog FC Fredericia den første advarsel i kampen. Den blev givet til Nicolaj Ritter.

Kort efter hev Alexander Nybo en fremragende redning frem. Viborg FF´s Tobias Bech sendte et skud afsted fra højre side af feltet helt over mod fjerneste hjørne. Alexander Nybo kom dog på fornemmeste vis ned til bolden, og fik den skubbet ud til hjørne.

Med syv minutter igen scorede FC Fredericia endnu en gang. Victor Torp kom forbi den sidste forsvarspiller på midten af banen, og kunne løbe hele vejen ned til Viborg FF-målet og gøre det til 2-0.

Med tre minutter igen foretog FC Fredericia holdets sidste to udskiftninger. Ud gik Andreas Oggesen og Christian Ege. De blev erstattet af Lukas Enevoldsen og Steven Enna.

Viborg FF forsøgte at presse på til det sidste, men FC Fredericia afviste hjemmeholdets forsøg gang på gang. Dermed sluttede kampen med en 2-0-sejr til FC Fredericia.