Tobias Anker er ny mand i FC Fredericia, efter han er kommet til fra FC Midtjyllands U19-hold, og førstehåndsindtrykket af FC Fredericia har været rigtig godt, særligt på grund af den modtagelse han har fået.

– Det er nogle rigtig gode drenge, og de har taget rigtig godt imod mig, og niveauet har været rigtig godt, så jeg er utrolig glad for at være her, fortæller den høje forsvarsspiller.

Det er Tobias Ankers første sæson som senior, og han ser frem til at blive matchet på en anden måde, end han har været vant til.

– På U19 har der været nogle lidt mindre spillere at kæmpe imod, og i første division kommer der nogle lidt større spillere, så det glæder jeg mig meget til at se, hvordan jeg kan gøre det der, siger Tobias Anker.

Foruden nu at skulle matches med nogle ældre og større spillere, så glæder Tobias Anker sig også ekstra meget til at skulle spille på Monjasa Park og foran Red Pride.

– Jeg har hørt rigtig meget positivt om Red Pride, så dem glæder jeg mig virkelig til at komme ud og spille foran, fortæller Tobias Anker.