For over en uge siden offentliggjorte FC Fredericia, at angriberen, Samson Iyede, tiltræder klubben fra 1.juli. på en to-årig aftale fra Fremad Amager. Det er dog lykkedes at hente ham ind allerede nu, og dermed bliver han en del af truppen til resten af 20/21-sæsonen.

”Vi er glade for, at Samsons ankomst bliver tidligere end den oprindelige dato. Det giver også flere muligheder, idet han er en alsidig offensiv spiller, der kan bruges på de forreste tre pladser.”, siger direktør, Stig Pedersen.

Derudover har cheftræner, Michael Hansen, været glad for den nye forstærkning og ser ham som en vigtig del af holdets udvikling:
”Vi styrker konkurrencen yderligere, hvor vi har fundet en spiller med kompetencer, som kan bidrage til holdets udvikling. Han er en del af vores langsigtet planer”, udtalte cheftræneren i sidste uge om den lynhurtige angriber.

Angriberen har til trods for sin unge alder spillet i udlandet, og han var også senest med i pokalturneringen, hvor han scorede mod Brøndby IF. Vi ser frem til at byde Samson velkommen i FC Fredericia.