Når FC Fredericia mandag aften endnu en gang skal i aktion, så er det imod et af top-tre holdene i rækken, nemlig Esbjerg fB. Det bliver en svær modstander for fæstningsdrengene i den forstand, at holdet fra fiskerbyen har overtaget på fredericianerne. De har nemlig vundet alle tre opgør i den her igangværende sæson, hvis man både regner kampene fra henholdsvis grundspillet og slutspillet. Op til kampen snakkede vi med cheftræner, Michael Hansen, for at få hans besyv på opgøret samt de resterende opgør i oprykningsspillet.

”De sidste fire kampe, vi har i oprykningsspillet, der møder vi nummer et, to, tre og fire – og tre af dem er på udebane. Når vi kigger tilbage på de kampe, som vi har spillet imod dem og på deres baner, så har vi en fed challenge over for os. Den skal vi gribe godt an.”, siger han.

Herudover reflekterer han over morgendagens modstander, som han har respekt for og anser som et tophold, som fredericianerne har det svært imod. Her hæfter han sig især ved, at truppen er i en god tilstand i øjeblikket, hvor Michaels tropper kommer med en sejr i bagagen efter HB Køge-kampen.

”Når vi tager Esbjerg-kampen, så er det kun den ene kamp, som har været tæt. I de to andre kampe har vi tabt forholdsvis klart, så der er helt sikkert en god opgave for os dér. Jeg finder min optimisme i, at jeg synes, vi er i en god forfatning med den trup, der er til rådighed, hvor vi med anden kamp i træk har fuld bænk.”, uddyber manden med dirigentstokken i det fredericianske orkester.

Han mener, at truppens forfatning er med til at øge konkurrencen blandt spillerne, mens det også giver ham flere valgmuligheder. Hermed kan holdet have flere nuancer i deres spil og udtryk, hvilke skinner igennem, når der er flere spillertyper at vælge i mellem. Han ser det i baglyset af det tætte kampprogram, som holdet oplever lige nu. Det bliver nemlig den tredje kamp på ti dage, hvilket kræver, at kortene skal blandes rigtigt for at undgå skader og overbelastning:

”Den tredje kamp er den store test. Som træner er jeg glad for at have noget at blande med. Når vi vælger et hold til kamp, så har jeg en forventning om, at vi er friske og klar til at udfordringen op. Vi må se undervejs, om vi får blandet kortene rigtigt.”, udtrykker Michael.

Se hele interviewet her: