Søndag eftermiddag får vi besøg af de forsvarende mestre fra FC København på Monjasa Park. Det i sig selv skaber ekstra spænding og opmærksomhed. Timingen giver dog kampen endnu mere betydning, for vi skal helst have tre point i denne afgørende fase af sæsonen.

De fleste FC Fredericia-fans vil for altid huske det seneste opgør mod FCK – den historiske 1-2-sejr i Parken. Den er skrevet ind i historiebøgerne og vil stå som et symbol på vores første sæson i 3F Superliga. Nu jagter vi endnu et kapitel – denne gang på Monjasa Park, sammen med hele Fredericia.

For at det skal lykkes, skal vi hæve niveauet – både i forhold til sidst mod FCK og i de seneste kampe. Mod OB var resultatet ikke helt retvisende. Et nederlag på 0-2 efter to mål imod os i første halvleg, hvor vi ellers var det klart bedste hold spillemæssigt. Vi manglede dog den nødvendige skarphed, og derfor endte det med et bittert nederlag.

Siden vi sidst mødte FCK, er der sket ændringer – især på trænerposten. Efter vores sejr i Parken stoppede Jacob Neestrup i København, og ind kom Bo Svensson, hvilket har givet ny energi i hovedstaden. Siden da har de forsvarende mestre været sejrende – en stime, vi nu skal forsøge at bryde.

Vi skal levere en pragtpræstation for at sikre tre vigtige point i kampen om også at spille 3F Superliga i næste sæson. FCK jagter point i kampen om syvendepladsen og en plads i Europa-playoff.

Vi har brug for al den opbakning, vi kan få. Sammen kan vi sikre tre afgørende point og forhåbentlig flere store oplevelser efter sommerferien. Så giv den alt, I har på lægterne – så lover vi, at spillerne gør det samme.

Så er der ikke meget mere at sige: Må den bedste løve vinde.