FC Fredericia og Valdemar Birksø har forlænget samarbejdet, så målmanden nu er på kontrakt i klubben frem til sommeren 2030.
Valdemar Birksø har efter flere omgange i den røde trøje fået en helt særlig tilknytning til FC Fredericia, og nu er der altså papir på endnu flere år sammen.
Birksø kom første gang til FC Fredericia i sommeren 2022 og har siden været en markant profil for klubben. Han spillede blandt andet en stor rolle i den historiske oprykning og blev efterfølgende kåret som årets spiller i FC Fredericia.
Efter et kort ophold i norske Fredrikstad vendte han i januar tilbage til Monjasa Park, og nu har parterne forlænget aftalen yderligere frem til 2030.
– Jeg er virkelig glad for at forlænge min aftale. FC Fredericia er en klub, jeg har fået et helt særligt forhold til, og jeg føler mig rigtig godt tilpas både i klubben og i byen. Jeg har oplevet rigtig meget her allerede, og jeg synes stadig, vi har masser at bygge videre på. Derfor var det også naturligt for mig at sige ja til at forlænge helt frem til 2030, siger Valdemar Birksø.
Head of Recruitment, Oliver Fredsted, glæder sig ligeledes over, at aftalen med Birksø nu er forlænget.
– Valde har gennem flere år vist, hvor stor en kvalitet han har, og samtidig er han en vigtig person i vores trup og omkring klubben. Han kender FC Fredericia, ved hvad vi står for og har stadig ambitioner om at udvikle sig. Derfor er vi rigtig glade for, at vi allerede nu kan sikre os, at Valde også er en del af FC Fredericia på den lange bane, siger Oliver Fredsted.
Med forlængelsen fortsætter samarbejdet mellem FC Fredericia og Valdemar Birksø dermed frem til sommeren 2030.

