FC Fredericia styrker defensiven med tilgangen af 19-årige Oliver Vest, der kommer til klubben fra FC Nordsjælland, efter at have vist sig frem for klubben i en uges tid.

Oliver Vest er midterforsvarer og har de seneste år været en del af FC Nordsjællands stærke talentmiljø. I den netop afsluttede sæson blev han kåret som årets U19-spiller i FC Nordsjælland, og han har samtidig repræsenteret Danmark på U19-landsholdet.

– Oliver er en rigtig spændende ung forsvarsspiller, som kommer fra et af landets stærkeste talentmiljøer. Han har haft en flot sæson i FC Nordsjælland, hvor han har bevist, at han kan begå sig på flere positioner og han kommer til at blive en god tilføjelse til vores trup, siger Head of Recruitment i FC Fredericia, Oliver Fredsted.

Med tilgangen får FC Fredericia en forsvarsspiller, der er rolig på bolden, har god spilforståelse og kommer med et spændende udviklingspotentiale.

– Jeg er rigtig glad for at blive en del af FC Fredericia. Det er en klub, hvor jeg føler, der er gode muligheder for at udvikle mig og tage næste skridt i min karriere. Jeg har fået et rigtig godt indtryk af både truppen og miljøet omkring klubben, og jeg glæder mig til at komme i gang, siger Oliver Vest.

Velkommen til Oliver, som får en 1-årig kontrakt med FC Fredericia.