FC Fredericia måtte søndag indkassere sæsonens første nederlag i Betinia Ligaen, da Hvidovre vendte vores føring og vandt 2-1 på PRO VENTILATION ARENA.

Vi kom godt ind i kampen og spillede os frem til flere muligheder i første halvleg. Efter 25 minutter gav det også udbytte, da et hjørnespark blev headet væk og endte hos Lauritz Dauerhøj, der første gang sendte bolden i mål til 0-1.

Føringen ændrede ikke meget på kampbilledet, og vi fortsatte med at skabe muligheder frem mod pausen, men uden at få udbygget føringen.

Efter pausen fortsatte vi med at presse på, men i det 53. minut kom Hvidovre tilbage i kampen. Andreas Smed fandt Donavan Bagou, der trak ind i banen og sendte bolden i mål til 1-1.

Vi forsøgte efterfølgende at finde føringsmålet igen og kom blandt andet tæt på efter et hjørnespark, men Hvidovre-målmand Filip Djukic holdt hjemmeholdet inde i kampen.

I slutfasen fik Hvidovre tilkendt et straffespark. Valdemar Birksø reddede i første omgang Oliver Kjærgaards forsøg, men hjemmeholdet samlede returen op, og kort efter fik Kjærgaard sendt bolden i mål til 2-1.

Vi pressede på i de sidste minutter, men udligningen kom ikke, og dermed måtte vi rejse fra Hvidovre uden point.

Næste opgave venter lørdag, når Esbjerg fB gæster Monjasa Park.