Reserverne var i dag i aktion mod et stærkt FC Midtjylland-mandskab, og det endte med et 3-1-nederlag efter en kamp, hvor vi i perioder bød os godt til, men hvor gæsterne samlet set var skarpest.
Kampen åbnede med et levende og intenst udtryk. I første halvleg bølgede spillet frem og tilbage, og begge hold viste vilje til at spille fremadrettet. FCM var dog mest på bolden, havde den største kontrol i perioder og formåede også at omsætte deres overtag til mål. To scoringer af Mikael Uhre sendte midtjyderne foran 2-0 ved pausen, en føring, der på baggrund af chancer og spilbillede var fortjent.
Efter pausen fortsatte kampen i samme spor. FCM havde fortsat mest boldbesiddelse, men vi arbejdede os bedre og bedre ind i opgøret. En stærk periode på omkring ti minutter gav momentum, og det blev også udmøntet i en reducering.
Efter et hjørnespark fra Pyndt dukkede Gustav Marcussen op i bagerste område og flugtede bolden i nettet til 2-1.
Desværre blev spændingen kortvarig. FCM lukkede kort efter kampen til 3-1, da et indlæg uheldigt blev rettet i eget net.
Alt i alt en kamp mod et godt organiseret og kvalitetsstærkt FCM-hold, hvor vi i perioder viste fine takter, men også blev straffet for små ubalancer.

