Mandag aften stod den på lokalopgør mod Vejle i en vigtig kamp om overlevelse i bunden af 3F Superliga. En kamp, som vi efter en fantastisk første halvleg vandt 3-2.
Opgøret i Vejle begyndte med fyr og flamme. Hjemmeholdet kom frem til en stor chance allerede få minutter inde i kampen. Herefter var spillet meget lige, og vi fik også skabt et par mindre muligheder i startminutterne.
Der var dog et lille overtag til Vejle, indtil vi på et indlæg formåede at få bolden forbi Vejles målmand. Her var Jonatan Lindekilde hurtigst over returen og kunne prikke bolden i nettet til 1-0, som han fejrede stort med de medrejsende fans.
Scoringen gav os for alvor momentum, og vi satte os tungt på kampen. Efter knap en halv time var Lindekilde igen tæt på, da han kom alene igennem mod målmanden, men afslutningen blev reddet. Presset på Vejle fortsatte dog, og efter en halv times spil blev det også belønnet. På et elegant opspil og et præcist indlæg fra Jakob Jessen kunne vores nye angriber Etim sende bolden i nettet og score sit første gældende mål i FC Fredericia-trøjen.
Blot fire minutter senere var Jakob Jessen igen oplægger. Denne gang fandt han William Madsen, som med sit venstre – og ellers svageste – ben bragede bolden i netmaskerne til 0-3 på Vejle Stadion. Det satte punktum for en af de bedste halvlege i FC Fredericia-regi.
Efter pausen skiftede kampbilledet. Vejle satte sig markant på spillet og fik reduceret efter ti minutter af anden halvleg, hvilket lagde yderligere pres på os. Et pres, der fortsatte resten af halvlegen, men som vi i store perioder stod imod – blandt andet takket være flere store redninger af Valdemar Birksø i målet.
Med et kvarter igen måtte vi dog se Vejle reducere yderligere til 2-3, og det satte os under massivt pres. Heldigvis stod vi imod i slutminutterne og kunne til sidst sikre sejren. Dermed blev det til en perfekt start på forårssæsonen og et vigtigt skridt mod overlevelse.

