Første kamp tilbage på Monjasa Park var mod førerholdet AGF søndag eftermiddag. En kamp med nerve, fight og intensitet.
Vi gik ind til kampen med stor tro på tingene. En tro, der fandt det hurtige og skarpe spil frem fra start. Det gav også en vaskeægte drømmestart. Jakob Jessen blev spillet fri i venstresiden, hvor han fandt Emilio Simonsen uden for feltet. Han sendte bolden videre til Sofus Johannesen, som flot sparkede den i nettet til 1-0.
Herefter bølgede kampen frem og tilbage med små chancer i begge ender. Efter godt en halv times spil blev der desværre dømt straffespark til aarhusianerne. De scorede på forsøget, selvom Valdemar Birksø var tæt på at redde det.
Dermed var stillingen 1-1 ved pausen på Monjasa Park – en første halvleg, hvor vi med lidt mere skarphed godt kunne have været foran.
I anden halvleg skiftede momentum. AGF satte sig på spillet og gjorde det svært for os. Derfor krævede det også en stor defensiv præstation, hvis der skulle point på kontoen.
Især Valdemar Birksø leverede en stærk indsats i målet med flere store redninger i anden halvleg. Også Frederik Rieper viste sine kvaliteter frem og havde godt styr på den ellers målfarlige Patrick Mortensen.
Anden halvleg bød ikke på de helt store chancer, og vi holdt AGF fra de afgørende muligheder. Dermed leverede vi en mindre overraskelse og spillede 1-1 mod førerholdet i 3F Superliga. En flot præstation, der bygger videre på den stærke sejr mod Vejle i mandags.
Nu venter en direkte duel i bunden af tabellen mod Randers i næste weekend.

