Når næste sæson fløjtes i gang på Monjasa Park, er målsætningen udenfor banen klar: FC Fredericia vil skabe den bedste stadionoplevelse i 1. division og fortsætte udviklingen af et fællesskab, der i den forgangne sæson har samlet hele byen.
For klubben handler kampdage om langt mere end de 90 minutter på banen.
Det handler om stemning. Fællesskab. Nærvær. Oplevelser. Og om at skabe et sted, hvor hele Fredericia føler sig hjemme.
I løbet af sæsonen har Monjasa Park udviklet sig til mere end et stadion. Fanzonen er blevet et naturligt samlingspunkt, interessen omkring klubben er vokset, og opbakningen fra byen har været markant.
En opbakning, der er blevet mærket hele vejen rundt i klubben.
– Vi vil ikke bare spille kampe, vi vil skabe oplevelser. Vi har mærket en helt enorm opbakning gennem sæsonen, og det betyder virkelig meget for os alle i klubben. Den energi og opbakning, vi har oplevet, er ikke noget, vi tager for givet. Tværtimod giver det os endnu mere motivation til at give noget tilbage, siger Søren Pabst.
Selvom næste sæson byder på nye sportslige rammer, er ambitionerne uden for banen de samme – måske endda større.
– Der er på ingen måde en tanke om, at vi skal skrue ned eller trække følehornene til os. Tværtimod. Vi har set, hvad der sker, når vi tør tænke større end de 90 minutter, og den udvikling har vi tænkt os at fortsætte. Vi vil bygge videre, udvikle videre og gøre kampoplevelsen endnu stærkere, tilføjer Christian Johansen.
De første planer er allerede lagt.
Fanzonen fortsætter og skal udvikles yderligere. Der kommer mere fokus på aktiviteter for børnefamilier, flere oplevelser og en endnu mere engagerende oplevelse inde på tribunerne.
Samtidig vil FC Fredericia fortsætte arbejdet med at styrke de stemningsskabende initiativer og skabe et endnu tættere samspil mellem klub, fans og samarbejdspartnere.
Stemningen på Monjasa Park skal fortsat være en central del af oplevelsen, og derfor fortsætter arbejdet også omkring de rammer, der skal være med til at skabe de bedst mulige betingelser.
– Vi ved, hvor meget stemningen betyder for oplevelsen på stadion. Derfor fortsætter dialogen med både fanklubben og de stemningsskabende grupper om, hvordan vi sammen skaber de bedst mulige vilkår for at levere stemning på højt niveau i næste sæson. Det er noget, vi prioriterer højt, fordi de bedste rammer og den bedste stemning skabes i fællesskab.
Derfor har vi ,blandt andet, også besluttet at pengene fra sæsonkortsalget til stemningsafsnittet igen i næste sæson allokeres 100% til stemningsskabende aktiviteter, siger Christian Holm Johansen
For de bedste oplevelser skabes sammen.
– Vi ønsker, at FC Fredericia skal være et oplevelsescentrum for hele Fredericia. En kampdag skal være noget, man glæder sig til hele ugen. Ikke kun for dem, der kommer for fodbolden, men for hele familien og hele byen, siger Søren Pabst
Og ambitionerne stopper ikke ved stadionportene.
I den kommende sæson vil FC Fredericia også øge tilstedeværelsen rundt i kommunen med endnu flere besøg på skoler, i lokale fodboldklubber og til arrangementer ude i byen.
– Vi har oplevet en lokal stolthed og opbakning, som har været helt fantastisk. Det giver os lyst til at sætte tempoet op. Det forpligter. Vi vil være endnu mere til stede, endnu tættere på byen og fortsætte arbejdet med at skabe noget, som hele Fredericia føler ejerskab over, slutter Søren Pabst.
For én ting er sikkert:
I FC Fredericia giver ikke op, vi bygger videre… Sammen

