FC Fredericia har solgt Friday Etim til FC Midtjylland, efter midtjyderne har aktiveret den tilbagekøbsklausul, der var en del af aftalen, da FC Fredericia hentede offensivspilleren tidligere på året.

Friday Etim kom til FC Fredericia fra netop FC Midtjylland for et halvt år siden.

Friday har sat et markant aftryk i FC Fredericia, og han vender nu tilbage til FC Midtjylland i en stærkere position, end da han kom.

– Vi havde selvfølgelig gerne beholdt Friday i FC Fredericia. Det stod tidligt klart at Friday var på lånt tid i FC Fredericia, da interessen for ham var stor fra både diverse Superliga-klubber samt flotte adresser i udlandet. Når man henter en spiller på den hylde, som Friday er på, så ved man også, at der er en risiko for, at det kan blive et kortere visit. Den risiko var vi bevidste om, og vi er stolte af, at han har taget de skridt, han har taget hos os, siger direktør Stig Pedersen.

For FC Fredericia er salget endnu en understregning af det miljø, klubben arbejder målrettet på at skabe.

– Friday var en god spiller, da vi hentede ham, men den udvikling, han har været igennem hos os, har været virkelig flot. Han har arbejdet hårdt, taget ansvar og lagt flere lag på sit spil. Udover at levere flotte resultater sportsligt, vil vi også gerne være en klub, hvor spillere kan komme ind, udvikle sig og tage næste skridt i deres karriere, og Friday er et stærkt eksempel på netop det, siger Stig Pedersen.

Etim selv, ser tilbage på tiden i Fredericia med stor taknemmelighed.

– Det har været en rigtig god tid i Fredericia. Jeg har følt mig velkommen fra første dag af klubben, staben, mine holdkammerater og fansene. Jeg er taknemmelig for den tillid, jeg fik, selvom jeg kom til klubben uden kampform. Klubben gav mig muligheden for at spille og bidrage til holdet. Jeg har nydt hvert eneste øjeblik, og jeg vil altid se tilbage på min tid her med stor taknemmelighed, siger Friday Etim.

FC Fredericia takker Friday Etim for indsatsen i FC Fredericia og ønsker ham alt det bedste i fremtiden.