FC Fredericia har forlænget aftalen med William Madsen, så den 24-årige midtbanespiller nu har kontrakt med klubben frem til sommeren 2030.
William Madsen kom til FC Fredericia fra HB Køge i sommeren 2024, og siden da har han udviklet sig til en markant profil i klubben, både på- og udenfor banen.
For FC Fredericia er forlængelsen derfor et vigtigt signal om, at klubben ønsker at fastholde kontinuitet og bygge videre på den udvikling, der er skabt omkring holdet.
– William er en spiller, vi er meget glade for at have i klubben. Han har taget store skridt, siden han kom hertil, og han passer rigtig godt ind i den måde, vi gerne vil spille fodbold på. Han arbejder hårdt, tager ansvar og han er fortsat i en rivende udvikling. Derudover er William en fantastisk ambassadør for klubben, med sin måde at være på. Derfor er vi rigtig glade for, at vi nu har lavet en lang aftale med ham, siger Stig Pedersen
Også William Madsen glæder sig over at fortsætte i FC Fredericia.
– Jeg har været rigtig glad for at være i klubben fra første dag. Jeg føler, at jeg har udviklet mig meget her, og jeg trives både på holdet, i klubben og med den måde, vi arbejder på hver dag. Fansene har fået en stor plads i mit hjerte og jeg glæder mig til endnu flere år sammen med dem og derfor føles det helt rigtigt at forlænge, og fortsætte rejsen i FC Fredericia, siger William Madsen.
William er allerede noteret for 56 kampe for FC Fredericia og fremtiden ser ud til at byde på mange flere.

