Efter en mere end godkendt afslutning på grundspillet står vi nu klar til at kæmpe for overlevelse i 3F Superliga. Kvalifikationsspillet starter med en direkte duel mod Randers, som er en af vores nærmeste konkurrenter i rækken.
I forårssæsonen har vi formået at spille os over nedrykningsstregen i 3F Superliga efter fire stærke resultater i træk. Det betyder dog på ingen måde, at noget er afgjort endnu. Nu begynder kvalifikationsspillet, og det betyder ti finaler i træk, hvor hvert eneste point tæller i kampen for endnu en sæson i 3F Superliga.
Første slag skal stå på Monjasa Park, hvor Randers gæster Fredericia. En vigtig kamp, hvor en sejr endda kan sende os forbi kronjyderne i tabellen.
Vi kommer fra en god oplevelse på Monjasa Park i sidste runde, hvor Silkeborg var på besøg. Det blev en tæt og hæsblæsende affære, hvor vi heldigvis trak det længste strå. Vi kom ellers bagud kort før pausen, men svarede hurtigt igen inden pausefløjt – og endda på smukkeste vis. Svenn Crones elegante hælafslutning fandt vej til nettet.
I anden halvleg bragte Sofus Johannesen os foran 2-1 efter et sublimt forarbejde af Emilio Simonsen. En vigtig sejr, som skabte afstand ned til Silkeborg under stregen. Det gav momentum – et momentum, som bliver vigtigt at bygge videre på mod Randers, så vi kan få den bedst mulige start på kvalifikationsspillet.
Randers sluttede også grundspillet stærkt og var samtidig involveret i et af de mere bemærkelsesværdige resultater i 3F Superligas historie. I en ren knald-eller-fald kamp i Parken mod FCK trak kronjyderne det længste strå. En scoring på straffespark i sidste minut sikrede dem sejren i hovedstaden – og sendte samtidig FCK ned i kvalifikationsspillet.
Selvom det var en god oplevelse for Randers, har vi også haft god grund til at smile, når modstanderen har heddet Randers. I grundspillet er det nemlig blevet til to sejre i to mulige opgør mod kronjyderne. Først en 1-0 sejr på hjemmebane efter mål af Svenn Crone, og senest en 2-1 sejr i Randers, hvor Sofus Johannesen blev matchvinder.
En stime, vi meget gerne vil bygge videre på.
En anden stime, der også gerne må fortsætte, er Sofus Johannesens scoringsform. Den unge angriber har scoret i tre kampe i træk – to lynmål efter få minutter mod henholdsvis AGF og Randers samt matchvindermålet mod Silkeborg i seneste runde. En ung mand i storform, som vi er glade for at have i FC Fredericia.
Der venter altså en vigtig duel på Monjasa Park, som kan give en stærk start på kvalifikationsspillet. Den første af ti afgørende finaler i kampen for endnu en sæson i 3F Superliga – hvor fredagens modstander Randers FC er en af de direkte konkurrenter.
Spillerne har brug for al den opbakning, de kan få, så vi sammen kan kæmpe os til endnu en sæson i landets bedste række.

