FC Fredericia kan i dag fortælle at Asbjørn Bøndergaard vender tilbage til Monjasa Park og har skrevet under på en, historisk lang, femårig kontrakt frem til sommeren 2031.
Den 22-årige angriber behøver ikke den store introduktion i Fredericia.
I sæsonen 2024/25 spillede Bøndergaard på leje i FC Fredericia og blev en af de helt store profiler på det hold, der sikrede klubbens historiske oprykning til Superligaen.
På bare 25 kampe scorede han 17 mål i oprykningssæsonen.
Efter oprykningen vendte Bøndergaard tilbage til Silkeborg IF, inden Lyngby Boldklub købte ham i januar 2026
Her fortsatte han med at levere. Med fem mål og tre assists på et halvt år, var han med til at sikre Lyngby oprykning til Superligaen og dermed sin anden oprykning på to sæsoner.
Nu vender han tilbage til Fredericia. Denne gang permanent og på en aftale helt frem til sommeren 2031.
Den femårige kontrakt understreger samtidig den store tro på Bøndergaard og hans fremtid i FC Fredericia.
– Når vi laver en aftale helt frem til 2031, fortæller det også noget om, hvor meget vi tror på Asbjørn og hvor meget han tror på klubben. Han er 22 år, har allerede bevist, at han kan score mange mål på seniorniveau, og samtidig har han fortsat et stort udviklingspotentiale. At vi kan hente en spiller med hans alder, historik og kvaliteter på så lang en aftale, vidner om vores store ambitioner her i klubben, siger Head Of Recruitment Oliver Fredsted.
Bøndergaard har gennem hele karrieren været garant for mål. Som U19-spiller i Silkeborg scorede han 22 gange i 24 ligakampe, og han har desuden repræsenteret Danmark 20 gange på ungdomslandsholdene.
For hovedpersonen selv er der også noget særligt over at være tilbage.
– Jeg er sindssygt glad for at være tilbage. FC Fredericia betyder meget for mig, fordi det var her, jeg for alvor fik mit gennembrud i seniorfodbold, og vi havde en sæson sammen, som jeg aldrig kommer til at glemme.
– Jeg har hele tiden haft en følelse af, at min historie i Fredericia ikke nødvendigvis var færdig. Nu er jeg tilbage, hvor jeg har skrevet en lang aftale med en kæmpe tro på det projekt der i gang og de enorme skridt klubben har taget det sidste år jeg har været væk. Jeg kommer tilbage som en bedre og mere erfaren spiller, men med præcis den samme sult efter at score mål og vinde fodboldkampe. Nu glæder jeg mig bare til at se fansene og alle gutterne igen, slutter Bøndergaard af.
Asbjørn Bøndergaard kan få sin debut allerede på lørdag, når vi får besøg af EfB.

