FC Fredericia har sikret en markant forlængelse, da anfører Frederik Rieper har skrevet under på en ny aftale med klubben.
Frederik Rieper fortsætter i FC Fredericia.
Vores forsvarsgeneral og anfører har sat sin underskrift på en ny aftale, der løber frem til sommeren 2030.
Siden Rieper kom til klubben, har han markeret sig som en af holdets bærende profiler, både med sine præstationer på banen og med det lederskab, han viser i hverdagen.
– Det her er en kæmpestor nyhed for FC Fredericia. Frederik har på kort tid fået en enorm betydning for os. Han er en leder, en profil og et menneske, som passer rigtig godt til den måde, vi gerne vil være klub på. Derudover er han er en fantastisk ambassadør for byen og klubben.
Derfor er vi meget stolte over, at han fortsætter i FC Fredericia, siger direktør Stig Pedersen.
Også Frederik Rieper glæder sig over forlængelsen.
– Jeg har haft det rigtig godt i FC Fredericia fra første dag. Det er en klub, hvor jeg har følt mig hjemme, og hvor jeg har fået stor tillid og et stort ansvar. Det betyder meget for mig. Jeg tror på projektet, på menneskerne i klubben og på det, vi kan skabe sammen.
– Jeg vil også gerne sige en stor tak til fansene. Den opbakning, vi har mærket, har betydet rigtig meget, både for mig personligt og for hele holdet. Man kan virkelig mærke, at FC Fredericia betyder noget for byen og det gør at FC Fredericia også betyder mere for mig. Jeg glæder mig til at fortsætte rejsen sammen med jer og jagte Superligaen igen, slutter Frederik Rieper af.
Med forlængelsen sikrer FC Fredericia kontinuitet omkring en af klubbens vigtigste spillere, som bliver en central del af det næste kapitel på Monjasa Park.
– Frederik er en af de spillere, man bygger noget op omkring. Han har kvaliteten på banen, men også karakteren udenfor banen. Det betyder meget for os, og det sender et stærkt signal om den retning, vi vil som klub, siger Stig Pedersen.

