Det traditionsrige samarbejde mellem FC Fredericia og Miami Fredericia tager endnu et skridt opad. Den lokale herretøjsforretning har valgt både at forlænge og opgradere deres sponsorat i forbindelse med klubbens historiske oprykning til Superligaen.

– Vi har været en del af FC Fredericia i rigtig mange år, og når klubben tager så stort et skridt, som en oprykning til Superligaen er, så vil vi selvfølgelig med. Det er helt naturligt, fortæller Ole fra Miami Fredericia.

Samarbejdet har i flere sæsoner haft et særligt fokus på spillernes fremtoning uden for banen – og det er noget, der gør en forskel.

– Det er altid en fornøjelse at se spillerne i det tøj, vi har udvalgt. Den overshirt, vi har på, er en del af det look, vi har sammensat til truppen – og det glæder vi os til at bygge videre på, siger Mathias.

Men for de to butiksejere handler det ikke kun om stil og synlighed.

– Det her er i høj grad med hjertet. Vi elsker Fredericia – og vi er Fredericia. Selvfølgelig skal byens hold have vores opbakning, lyder det samstemmende fra Ole og Mathias.

Salgsansvarlig i FC Fredericia, Christian Holm Johansen, glæder sig over det fortsatte og styrkede samarbejde:

– Miami Fredericia er en fantastisk partner at have med på rejsen. De er trofaste, passionerede og bidrager ikke bare med tøj – men med lokal stolthed og ægte opbakning. At de nu også opgraderer sponsoratet i forbindelse med vores Superliga-oprykning, sender et stærkt signal om fællesskab og ambition.

FC Fredericia takker Miami Fredericia for deres tillid, opbakning og det stærke partnerskab – både på og uden for banen.