Vi er videre i pokalturneringen efter en intens og dramatisk kamp i Thisted, hvor 820 tilskuere havde taget plads på stadion.

Vi satte os tidligt på spillet og kom foran i første halvleg, da William Madsens afslutning blev blokeret, men bolden faldt ned til Oscar Buch, som sparkede os i front med 0-1. Kort før pausen var Buch tæt på at fordoble føringen efter flot forarbejde af Sofus Johannesen, men forsøget gled forbi.

Anden halvleg begyndte perfekt for os. Efter en flot 1-2-kombination med Buch satte Anders Dahl fart ned ad højresiden og slog et præcist indlæg til Gustav Marcussen, der sparkede bolden sikkert i nettet til 0-2. Kort efter var vi millimeter fra 0-3, da Frederik Rieper headede på overliggeren.

Thisted svarede dog tilbage i 2. halvleg i det 56. minut, hvor deres nummer 3 steg til vejrs og headede reduceringen ind til 1-2. Hjemmeholdet fik fornyet energi, men vi fortsatte med at skabe de største chancer. Sofus Johannesen kom til to gode muligheder midtvejs i halvlegen – først efter flot forarbejde af Patrick Egelund, siden efter en hjørnesparkskombination – men uden held.

I slutfasen var dramaet intakt. Agon Mucolli var tæt på at afgøre kampen i det 87. minut, men en Thisted-forsvarer reddede heroisk på stregen. Minuttet senere troede vi, at Martin Huldahl havde scoret til 1-3 efter et hjørnespark, men dommeren annullerede målet for hands.

I overtiden pressede Thisted på og havde en halvstor mulighed i det 92. minut, hvor et indlæg blev til en god afslutningsmulighed i feltet. Men den gik forbi, og kort efter kunne vi juble over en fortjent 1-2 sejr og en billet til næste runde i pokalturneringen.