Vi gav alt, men måtte desværre se pokaldrømmen briste efter straffesparksdramaet mod Viborg FF.
Det blev en intens og følelsesladet aften på Monjasa Park, hvor regnen silede ned, og banen hurtigt blev tung. Alligevel leverede vi en stærk præstation mod et Superliga-hold, der blev presset til det yderste. Efter 120 minutters kamp endte det hele 2-2, og i straffesparkskonkurrencen trak Viborg det længste strå.
Vi kom bagud midt i første halvleg, men Sofus Johannesen svarede hurtigt igen med en flot udligning. Efter pausen kæmpede vi videre i regnen, og Mattias Lamhauge holdt os inde i opgøret med flere stærke redninger.
Da Oscar Buch sendte bolden i nettet til 2-1 otte minutter før tid, eksploderede Monjasa Park i jubel, men kun kort efter fik Viborg udlignet. Buch var også tæt på at sikre 3-2 scoringen i ordinær spilletid, han sendte en spids afslutning afsted mod fjerneste hjørne, som kun lige akkurat ryger forbi mål.
Dermed måtte kampen ud i forlænget spilletid, hvor Emilio Simonsen stod for vores største mulighed med et brag på overliggeren, men ingen mål i nogen af enderne og så skulle kampen afgøres i straffesparkskonkurrence. Her manglede vi desværre marginalerne, og vores pokaleventyr fik sin ende.
Tusind tak til de fremmødte der stod mod regn og kulde hele vejen.

