Mandag aften venter endnu en vigtig opgave i 3F Superligaen, når FC Fredericia gæster Sydbank Park og Sønderjyske Fodbold. Begge hold går ind til opgøret med stor motivation og bevidstheden om, at tre point kan få stor betydning i den tætte 3F Superligatabel.
Efter landsholdspausen er Superligaen tilbage, og vi får æren af at starte op igen med en mandagskamp i Haderslev. For første gang i klubbens Superligahistorie møder vi nu et hold for anden gang i en 3F Superliga-sæson – og det bliver mod Sønderjyske.
Det første møde mellem de to hold på Monjasa Park var en af sæsonens store aftener. En 3-2-sejr foran et talstærkt og stemningsfuldt hjemmepublikum sikrede tre vigtige point og masser af energi. Den oplevelse vil vi forsøge at tage med os til Haderslev.
Opgøret tegner til at blive endnu en tæt og intens kamp, hvor der er meget på spil for begge hold. En sejr vil bringe os tættere på top 6, mens et nederlag kan betyde et fald ned mod den tunge ende af tabellen. Begge mandskaber ved, hvor vigtig mandagens duel bliver.
Sønderjyske har vist sig stærke på eget græs gennem sæsonen med sejre over Brøndby og Silkeborg samt et point mod AGF. Vi kan derfor forvente et hjemmehold med selvtillid og kvalitet – men vi kommer med tro på egne evner og ambitioner om at tage point med hjem til Fredericia.
Der er fortsat mulighed for at sikre sig billet til udebaneafsnittet. Kom med til Haderslev og støt drengene i jagten på endnu en stærk præstation i 3F Superliga.

