Når Europa League førerholdet, FC Midtjylland kommer på besøg på Monjasa Park, er det svært at forvente de helt store resultater. Der skulle noget ekstraordinært til – og det udeblev desværre søndag eftermiddag.

Ellers begyndte vi kampen rigtig godt. Vi lykkedes med at stresse midtjyderne i deres opspil og fik skabt nogle små muligheder. Den største kom efter 14 minutters spil, hvor den tilbagevendte Emilio Simonsen fik en stor chance i feltet, men Elias Olafsson i FCM-målet reddede flot.

Derfra overtog FC Midtjylland spillet, og det resulterede i kampens første mål, som Superliga-topscorer Franculino sparkede ind – en kold spand vand i hovedet efter en ellers godkendt start.

Det blev hurtigt værre, for blot fem minutter senere øgede Cho til 2-0, hvilket også blev pausestillingen.

Desværre kom vi ikke godt ud til anden halvleg. FC Midtjylland skulle kun bruge fem minutter, før Mikel Gogorza gjorde det til 3-0. Tre minutter senere lukkede midtjyderne kampen helt, da Junior Brumado headede bolden ind til 4-0.

Herfra handlede det om at begrænse nederlaget, hvilket vi trods alt lykkedes med, og slutresultatet blev 4-0.

Nu retter vi blikket fremad – allerede på onsdag får vi chancen for at vende skuden, når Viborg FF gæster Monjasa Park i Oddset Pokalen.