Forventningsglæden var kæmpestor på Monjasa Park søndag eftermiddag, endelig var det tid til vores debut i den bedste danske række 3F Superliga. En fremragende start sendte Fredericia på den anden ende, men FC Nordsjælland viste superligaklassen frem og gav os en masse læring.

Kampens dommer Jens Maae skulle fløjte vores 3F Superligadebut i gang. En debut man skulle tro spillerne var spændte og måske nervøse for at skulle spille. Hvis det var tilfældet, skjulte de det godt. Et lille minuts spil skulle der til før en bombe af eufori sprang på Monjasa Park.

Første 3F Superligamål

Vi formåede at sætte et godt pres på FC Nordsjælland i startsekunderne. Det gjorde, at Moses Opondo kunne opsnappe en løs bold i feltet via både tæmning og tackling, hvorefter han fik driblet sig forbi den nordsjællandske defensiv og finder en fri Gustav Marcussen i feltet. Sidste sæsons topscorer tager et touch inden han lægger bolden over i venstre hjørne og 1-0 til FC Fredericia på Monjasa Park.

Hurtigt nede på jorden

Euforien på Monjasa Park holdt dog i kort tid. Kun 3 minutter efter Gustav Marcussens kasse, udlignede gæsterne fra Farum. En lang bold fra nordsjællændernes forsvar sender deres hurtige angriber i dybden og sender bolden ind bag vores debutant i målet Ovie Ejeheri.

Ondt blev værre, for efter kun et kvarters spil kunne FC Nordsjælland opsnappe en bold lige udenfor vores felt, og kunne forholdsvist nemt gøre det til 1-2 på Monjasa Park.

20 Minutter senere kunne endnu en lang bold fra nordsjællænderne ikke afvises i defensiven, og Nordsjælland-backen Peter Ankersen heade bolden i mål og gøre det til 1-3. En spand kold vand i hovedet efter en ellers drømmestart på 3F Superligaen.

Det er også pausestillingen på Monjasa Park, hvor cheftræner, Michael Hansen, skulle ind og tale noget optimisme i spillerne til anden halvleg.

Flot fight efter pausen

Noget rigtigt fik Michael Hansen sagt i pausen til spillerne, for spillerne kom tilbage på banen med en rigtigt god energi. Det afkastede blandt andet en stor chance til Emilio Simonsen efter en god times spil.

Efter 80 minutters spil fik vi også reduceret til 2-3 og skabte i første omgang spænding i kampen på Monjasa Park. Frederik Rieper sender et godt indlæg ind i feltet, hvor Svenn Crone forsøger at nå til bolden. Det lykkedes han ikke helt med, og kolliderer med målmanden, indlægget fra Rieper går i mål. Desværre går realiteten i 3F Superligaen med VAR til at hjælpe dommerne imod os. Hvilket gjorde at målet blev underkendt, da dommerne dømte frispark til Nordsjælland-målmanden. Så stadig 1-3.

Det slog os ikke ud, for kun to minutter efter det underkendte mål sendte Patrick Egelund bolden i netmaskerne og skabte spænding i kampen. Et flot opspil af Opondo, der sendte Agon Mucolli i dybden og kunne spille Patrick Egelund helt fri foran mål. 2-3 på Monjasa Park.

Der blev efterfølgende lagt pres på Nordsjællændernes felt, dog uden at kunne få et mål ud af anstrengelserne. Ikke desto mindre en flot fight af spillerne, der især i anden halvleg pressede på for at kunne få point med i 3F Superliga debuten. En eftermiddag med god stemning på Monjasa Park, selvom resultatet i denne omgang ikke blev som håbet.