Pressemeddelelse | 13. juni 2025

Superliga-klubben FC Fredericia ønsker at tilføre ekstra kapital til sin nye tilværelse i Danmarks bedste fodboldrække. Klubben har den 12. juni 2025 afholdt ekstraordinær generalforsamling, hvor FC Fredericias bestyrelse fik bemyndigelse til en kapitaludvidelse på DKK 12 mio., som vil kunne udvides efterfølgende.

Oprykningen til Superligaen medfører en række nye krav og muligheder for FC Fredericia, som kræver et øget kapitalbehov. Et af de væsentligste krav er at hjemmebanen, Monjasa Park, skal opfylde Divisionsforeningens stadionkrav. For at imødekomme dette har FC Fredericia ApS og Fredericia Kommune indgået et samarbejde om finansiering af en udvidelse af Monjasa Park fra ca. 4.000 til 10.000 tilskuere, som vil stå klar til sæsonens første hjemmekamp mod FC Nordsjælland den 20. juli 2025.

På det sportslige område har FC Fredericia behov for at styrke truppen til en forventet krævende sæson i Superligaen.

FC Fredericia ønsker samtidig at afsætte flere midler til at udvide klubbens administration, højne stadionoplevelsen for fans samt iværksætte diverse kommercielle aktiviteter, som på sigt skal sikre klubben en større omsætning.


”Vi skal sikre en klub i balance”

”FC Fredericia har spillet 24 år i den næstbedste række og vi har stille og roligt arbejdet os frem mod oprykning til Superligaen. Vi har gjort det på vores egen måde og hele tiden været tro mod vores økonomi. Den linje kommer vi til at fortsætte. Kapitaludvidelsen skal sikre, at vi kan tackle de stigende omkostninger som følger med både på og uden for banen og dermed fastholde en klub i balance.”

Det er vores forhåbning at både vores trofaste lokale partnere vil støtte op om klubben – men også at vi kan tiltrække kapital fra nye investorer. Tilsammen vil det være med til at sikre, at både klub og by kan invitere til Superliga i de bedst mulige rammer,” siger Bestyrelsesformand i FC Fredericia, Morten Rahbek. 

FC Fredericia ApS har gennem de seneste år haft en sund og stabil økonomi med et resultat for 2024 på DKK 1,7 mio. samt en egenkapital pr. 31.12 2024 på DKK 3,5 mio.

Fakta om kapitaludvidelsen

  • Formål: Medfinansiering af udvidelsen af Monjasa Park samt sikre klubbens sportslige setup og øge de kommercielle aktiviteter.
  • Forventning til kapitaludvidelsen: DKK 12 mio.
  • Tegningskurs: 200
  • Tegningsperiode: 12.06.2025 – 30.06.2025 kl. 12:00
  • Minimumsinvestering: DKK 50.000


For yderligere information

Søren Pabst
Kommunikationsansvarlig  
pa@fcfredericia.dk
+45 26216525