Fredag aften skrev FC Fredericia sig ind i klubbens historiebøger, da klubben slog sin hidtidige tilskuerrekord i NordicBet Ligaen med hele 3.812 tilskuere på Monjasa Park. Men det mest opsigtsvækkende ved den nye rekord var ikke kun tallet – det var, hvem der stod bag det.
For i modsætning til den tidligere rekord på 3.758 tilskuere – sat mod OB i 2019 og præget af op mod 1.500 medrejsende fynboer – var det i fredags næsten udelukkende Fredericianere, der fyldte tribunerne og skabte en elektrisk stemning i kampen mod Hvidovre.
“Det her var noget helt særligt. Det var ikke en bølge af udebane-fans, der skubbede os over grænsen. Det var vores egne. Det var byen, der bar holdet,” udtaler Stig Pedersen, direktør i FC Fredericia.
Kampen mod Hvidovre blev dermed ikke bare en sejr på banen – den blev et symbol på den opbakning, FC Fredericia oplever i øjeblikket. Fans i alle aldre, familier, ungdomsspillere og gamle kendinge fyldte stadion med rødt og sort – og det kunne både ses og høres.
En klub og en by i medvind
Opbakningen er ikke kommet ud af det blå. FC Fredericia har over længere tid arbejdet målrettet på at styrke tilhørsforholdet til klubben og gøre Monjasa Park til et samlingspunkt for hele byen. Og nu ser det ud til, at frugten af det arbejde for alvor høstes.
“At vi slår rekord med lokale fans i ryggen gør det her til noget helt unikt. Det viser, at vi sammen har fat i noget rigtigt – og det giver både spillerne og klubben en enorm energi,” lyder det videre fra Stig Pedersen.
Flere end nogensinde – og flere på vej
Selvom modstanderen fredag hed Hvidovre, var kampen i høj grad et bevis på, at FC Fredericia kan tiltrække folk uden at være afhængig af store udebanefans. Det var en stor aften, hvor der ikke var behov for besøg af en storklub – men stadig satte vi rekord. Det vidner om en klub med potentiale og en by, der bakker op som aldrig før.
Det lover godt for resten af sæsonen – og ikke mindst for fremtiden i det hele taget.
Du kan allerede nu købe sæsonkort til 3F Superligaen her: https://fcfredericia.dk/billetter/saesonkort/

