Med en mission om at være mere synlige som klub, hæve kvaliteten af vores kommunikation og styrke hele brandet omkring klubben, har FC Fredericia ansat Søren Pabst som kommunikationsansvarlig pr. d. 1. februar.
Udover kommunikation får Søren også ansvaret for afvikling af vores hjemmekampe i samarbejde med vores salgsansvarlige, Christian Johansen.
Søren er 30 år gammel og trods sin unge alder, kommer han til FC Fredericia med et flot CV og stor erfaring fra lignende stillinger i både Sønderjyske Fodbold og Kolding IF, derudover har han mange års erfaring med kommunikation fra flere områder af oplevelsesindustrien.
Det er en tilføjelse som klubbens salgsansvarlige glæder sig over:
– Vi må indrømme at vi kan blive bedre på vores kommunikation og SoMe. Derfor har det været et ønske for os længe at styrke os på den front. Jeg kender Søren fra hans tid i Kolding, hvor jeg synes at han gjorde en stor forskel på kommunikation og SoMe.
Derfor glæder det mig at Søren nu bliver en del af FC Fredericia, så vi kan få styrket vores kommunikation og brandet klubben endnu mere.
Derudover vil vi også gerne hele tiden udvikle os i forbindelse med vores hjemmekampe, som er et element Søren også har erfaring med, så det bliver godt med endnu flere hænder her, så vi kan gøre oplevelsen for vores tilskuere endnu bedre, siger Christian Johansen, salgsansvarlig i FC Fredericia.
Søren glæder sig til at komme i gang for alvor:
– Klubben er på en spændende rejse og mine snakke med Stig og Christian har været voldsomt motiverende. Jeg ser frem til at blive en del af den her utroligt veldrevne klub, hvor jeg allerede til min første snak med klubben følte mig meget velkommen.
Jeg ser frem til at opleve klubben og byen på tæt hold, møde alle mine nye kollegaer og så glæder jeg mig helt vildt til at komme i gang for alvor og til at sætte mit præg på klubben, hvor jeg er overbevist om at den jeg er og det jeg kan, er et godt match med klubben, siger Søren Pabst om at komme til FC Fredericia.
Selvom Søren først officielt starter d. 1. februar, har han selv valgt at komme i gang i denne uge, så han er allerede ved at finde sig til rette i klubben og har haft de første par timer til at lære sin nye arbejdsplads at kende.

