Vi er glade for at kunne præsentere et helt nyt ansigt i FC Fredericia, nemlig d. 19-årige Malthe Riis Ladefoged, som skifter fra Næsby Boldklub.
Trods sin unge alder, har Malthe allerede fået solid divisionserfaring og teenageren var fast mand på 3. divisionsholdet fra Fyn hele den forgange sæson.
– Malthe er en ung og talentfuld spiller, som allerede har opbygget solid seniorerfaring med omkring 50 kampe på divisionsniveau. Han er fysisk stærk og har den fart, der gør ham i stand til effektivt at dække rum på banen. Han er ambitiøs og kommer ind i vores trup med stor vilje til at bidrage både på og uden for banen. Malthe vil få en vigtig rolle i vores træningsmiljø, og vi ser et stort potentiale i ham.
For os handler det nu om at hjælpe ham med at udvikle sig yderligere, så han på sigt kan blive en spiller på Superliganiveau. Vi ser frem til at følge Malthes rejse her i klubben, siger cheftræner i FC Fredericia, Michael Hansen.
Ladefoged han har fået lidt længere ferie grundet den sene sæsonafslutning i 3. division og tiltræder derfor først på Vestre Ringvej d. 5. juli, når vi møder Viborg FF i en træningskamp på Monjasa Park, hvor der er åben for tilskuere.
Han tiltræder FC Fredericia på en kontrakt indtil 2028.

