Ovie Ejeheri lejes i FC Midtjylland
FC Fredericia har fået en markant forstærkning mellem stængerne. Klubben har hentet Ovie Ejeheri på leje fra FC Midtjylland for den kommende sæson. Den 21-årige målmand, der er opvokset i det traditionsrige Arsenal-akademi, kommer med både international erfaring og stort potentiale.
Fra Arsenal til Fredericia – et talent med noget ekstra
Ejeheri er født i England med nigerianske og ugandiske rødder og har repræsenteret Arsenal på både U18- og U21-niveau.
Efter sin tid i Arsenal har Ejeheri været udlejet til flere klubber for at få senior-spilletid og erfaring – blandt andet i Chelmsford City i England og SJK Seinäjoki i den finske topdivision, hvor han leverede stærke præstationer og holdt flere clean sheets. I juli 2024 skrev han under på en femårig kontrakt med FC Midtjylland.
Sportslig ansvarlig i FC Fredericia, Stig Pedersen, glæder sig over at få Ejeheri ind i truppen:
– Vi er glade for at kunne tilføje Ovie til vores trup. Han er en moderne målmand, der både kan beskytte målet og være med i opspillet. Hans erfaring fra Arsenal og hans seniortid i Finland gør ham til en moden og komplet spiller, trods sin unge alder.
Han kommer med en imponerende pakke, både fysisk, teknisk og erfaringsmæssigt, som vi er sikre på bliver i gevinst i den kommende sæson i 3F Superligaen, siger Stig Pedersen.
Hovedpersonen selv, Ovie Ejeheri, ser det som en oplagt mulighed:
– Da jeg først hørte om muligheden for at spille for Fredericia, var det en helt oplagt beslutning for mig. Jeg havde allerede hørt en masse positivt om klubben fra nogle af drengene i FC Midtjylland, og det gjorde det endnu mere spændende at tage skridtet. At byen ligger ved havet, gør det kun bedre!
Jeg glæder mig utrolig meget til at komme i gang, give alt hvad jeg har, og være med til at skrive et stærkt kapitel i klubbens første sæson i Superligaen, slutter den stærke keeper af.
Ovie Ejeheri har faktisk allerede haft sin første træning med holdet, da han var til prøvetræning i slutningen af forårssæsonen.

