Sæsonen 2024/25 vil ikke blot blive husket for den historiske opbakning.
Det bliver også året, hvor opbakningen fra hele byen for alvor rykkede klubben op i et nyt gear – på tribunerne såvel som i bybilledet.

Vi slog nemlig vores tilskuergennemsnit… med længder!

Med et samlet sæsongennemsnit på 1.794 tilskuere pr. hjemmekamp er det ny rekord!
Derudover havde vi hele 2.834 tilskuere i gennemsnit til oprykningsspillets fem hjemmekampe, som har vist et helt nyt niveau for fodboldopbakning i byen – og samtidig leveret én af de mest markante tilskuervækster i dansk divisionsfodbold.


Lokal opbakning i absolut topklasse

Fredericia har ca. 52.600 indbyggere. Når 2.834 tilskuere i gennemsnit mødte op til kampene i oprykningsspillet, betyder det, at mere end 5,3 % af kommunens befolkning i snit har været til stede til hver kamp.

Det betyder at hvis vi kan holde tilskuergennemsnittet fra oprykningsspillet i den kommende sæson, eller måske endda hæve det, vil Fredericia komme i en eksklusiv gruppe af danske kommuner, hvor opbakningen relativt til byens størrelse er helt i top.

Til sammenligning:

  • Aarhus (AGF) har 373.388 indbyggere og tilskuergennemsnit på 10.880 → 2,29 %
  • København (FCK) har 638.790 indbyggere og 28.205 i snit → 4,41 %

Så hvis fodboldfeberen får lov at leve, vil vi sammen kunne overgå begge landets største byer målt på, hvor stor en andel af befolkningen, der møder op til kampene.


En stemning i særklasse – skabt af passion og fællesskab

Den stemning, der er blevet skabt i vores stemningsafsnit og på udebanerne i foråret, er intet mindre end imponerende – især når man tænker på, at Fredericia er en relativt lille by, Det gør den store opbakning og intensiteten endnu mere bemærkelsesværdig.

Vi vil gerne rette en særlig tak til ildsjælene i fanmiljøet, især Garnisonen og Fæstningsdrengene, som med deres uophørlige engagement har været hjertet i den unikke atmosfære.

Men også til alle andre fans og frivillige, der har bidraget til at skabe en ramme, hvor spillerne føler sig båret frem – både på Monjasa Park og udebanerne.

Denne passion og fællesskab er ikke bare vigtig – den er uvurderlig. Det er en kraft, vi aldrig tager for givet, og som vi er dybt taknemmelige for, at vi sammen kan fortsætte med at bygge videre på.


Monjasa Park blev et centrum for fællesskab

De fem kampe i oprykningsspillet – mod AC Horsens, OB, Esbjerg fB, Hvidovre IF og Kolding – tiltrak i alt over 15.000 mennesker. Kampen mod Hvidovre IF satte endda ny tilskuerrekord med 3.812 på lægterne, hvilket understreger det momentum, der er bygget op i og omkring klubben.

Der er nu opbakning i Fredericia, som matcher flere af Superligaens faste klubber – ikke bare i lydstyrke og stemning, men også i faktisk fremmøde.


Et fundament for næste skridt

Den flotte opbakning bekræfter, at vi står stærkere end nogensinde – sportsligt, organisatorisk og ikke mindst folkeligt. Det er ikke længere et spørgsmål om byens potentiale. Det er et spørgsmål om at bygge videre på en base, der allerede er skabt.

Med et tilskuertal, der procentuelt matcher og overgår flere Superliga-klubber, glæder vi os ekstremt meget til vores første sæson nogensinde i 3F Superligaen.


Tak til alle jer, der har båret os frem

Det kunne ikke være sket uden jer – vores fans, frivillige, sponsorer og samarbejdspartnere.

Vi har sat et nyt niveau. Nu bygger vi videre. Sammen.

KOM MED I 3F SUPERLIGAEN