Efter vores bedrift på Brøndby Stadion mandag aften var der fredag aften lagt i kakkelovnen til en god afslutning på 2025. Sådan gik det dog ikke, og OB tog sejren med hjem til Fyn.

Kampens indledning var en rodet affære. Både vi og OB ville tage taktstokken, og derfor skiftede bolden fødder mange gange i de første ti minutter.

Det ændrede sig, da OB efter 12 minutters spil tilkæmpede sig et straffespark — et straffespark, de sparkede sikkert i mål. En lille mavepuster til et Monjasa Park, der havde summet af forventningsglæde før kampens start.

Forventningsglæden vendte dog hurtigt tilbage, da Oscar Buch fik rettet Daniel Kristjanssons afslutning ind i mål og udlignede. Resten af første halvleg var en lige affære med chancer i begge ender, dog med et lille overtag til OB.

Det betød også, at OB i halvlegens slutminutter fik scoret til 1-2, hvilket sendte os til pause bagud. En halvleg, hvor vi var godt med, men hvor OB viste mere skarphed.

Desværre fulgte anden halvleg samme mønster. OB havde overtaget, og selvom vi kæmpede bravt, scorede fynboerne til 3-1 og lukkede kampen.

Det var en kamp, hvor vi med lidt skarphed kunne have fået point, men den sidste kamp i vores historiske 2025 endte ikke, som vi havde håbet.