Flere drengedrømme går i opfyldelse for vores spillere lørdag aften, når de for første gang træder ind på nationalarenaen, hvor modstanderen er FC København.

Det bliver uden tvivl en svær opgave, men også en kamp, som spillerne lever og ånder for. Og bestemt ikke en umulig en af slagsen. Da vi mødte københavnerne på hjemmebane i sommer, vandt FCK 0-2 – men præstationen fra vores side var stærk. Vi pressede de forsvarende mestre i bund og skabte flere store chancer, særligt i kampens afslutning. FCK viste dog deres skarphed i de afgørende øjeblikke og rejste hjem fra Monjasa Park med sejren.

Siden da har det langt fra kørt på skinner for FCK – især ikke på hjemmebane. Faktisk skal vi helt tilbage til juli for at finde deres seneste sejr i Parken i 3F Superliga. Det giver os al mulig grund til at tro på, at vi kan drille de forsvarende mestre – og vi vil gøre alt for at lykkes med netop det.

Vi kommer selv fra et bittert nederlag i midtugen i Oddset Pokalen, hvor vi efter en dramatisk straffesparkskonkurrence måtte se Viborg trække det længste strå. Pokalrejsen slutter dermed for i år, og fokus kan nu rettes fuldt ud mod 3F Superligaen.

Lørdagens kamp bliver en særlig oplevelse for hele holdet – en udebanekamp i Parken er noget, de færreste får lov at opleve. Men for vores egne Daniel Haarbo og Felix Winther bliver den ekstra speciel. De står nemlig over for deres tidligere klub, FC København, hvor især Daniel tilbragte størstedelen af sin fodboldopvækst. Det bliver uden tvivl et følelsesladet gensyn for Daniel og Felix – og en stor oplevelse for hele truppen.

Du kan også være med i Parken og støtte holdet i jagten på en stor oplevelse – og måske også et stort resultat.

Køb din billet her: https://fcf.eventii.dk/