Som 3F Superliga sæsonen er skredet frem har vi vist, at vi kan spille noget god fodbold og ikke mindst skabe en masse underholdning. Fredagens kamp mod Sønderjyske fik lige et nyk op på den skala. Alle der var til stede på Monjasa Park fik hele pakken, god fodbold, god stemning og ikke mindst en god sejr.

Kampen begyndte med to hold, der var kommet for at byde hinanden op til dans. På begge hold kunne man mærke at denne kamp virkelig var vigtig. Både os og Sønderjyske lå inden kampen med 4 point hver, og tre point i denne kamp vil virkelig kunne gøre underværker i stillingen. Derfor var kampbilledet også meget blandet, og der kom små chancer i begge ender. Den første halve time var dog med et lille overtag fra sønderjyderne, der lagde et tungt pres, hvor vi indimellem skabte nogle chancer. Dog ingen store chancer indtil 30 minutter spillet.

Her opsnapper William Madsen bolden på midten, og har kun 2 Sønderjyske spiller og en Eskild Dall foran sig. Jessen får sendt bolden i dybden mellem de to Sønderjyske spiller og finder Eskild Dall, der efter et træk blive revet ned. Et klokkeklart rødt kort, da det er sønderjydernes sidste mand, der river Eskild Dall til jorden. I første omgang er der dog dømt offside, da dommertrioen mener, at Eskild lige har sneget sig over på sønderjyskes banehalvdel fra afleveringen af William Madsen. Efter et VAR-tjek fandt de dog ud af, at dette ikke var tilfældet og der bliver givet rødt til Sønderjyskes Ebube Duru.

Herfra ændrer kampbilledet sig fuldstændigt, og vi sætter et hårdt pres på Sønderjyskes felt. Mange chancer som Sønderjyske får afværget. Største chance inden pause, var en halvflugter fra Jakob Jessen der sparkede bolden snært forbi højre stolpe. Vi kommer dog til pause med en stilling på 0-0.

I pausen stod det klart, at vi skulle bruge en masse energi på at låse Sønderjyskes forsvar op, og at selvom de var en mand i undertal, at det ville blive en svær opgave. Til at løse den opgave, satte trænerteamet Agon Mucolli på banen.

Vi starter anden halvleg med fuld gas. Sønderjyskes felt bliver bombarderet, og der gik heller ikke lang tid før vi får hul på bylden. Først en kæmpe chance til Svenn Crone, som den sønderjyske målmand flot redder. Derefter et indøvet hjørnespark, som Andreas Pyndt leverer, et fladt indlæg til den forreste del af feltet, en bold, mr. 100%, Oscar Buch kom først til og bankede den ind i netmaskerne. To mål på to kampe fra Buch. 1-0 og der er udbrudt fest på Monjasa Park. Kun omkring et minut efter, kunne Eskild Dall sende indskiftede Agon Mucolli i dybden, som først laver en sparke finte, som sætter Sønderjyske forsvarsspilleren på græsset og nemt kan sætte den i nettet. 2-0 til os og det ligner en af de rigtigt gode aftener på Monjasa Park.

Målet til 2-0 gør os ikke sikre på noget, slet ikke når vi spiller i 3F Superliga. Efter en times spil lykkes det Sønderjyske at reducere, i et flot opspil, som gør stillingen til 2-1. Ondt skulle blive værre, efter 78 minutter gennemfører Sønderjyske comebacket, i et mål der minder meget om det til 2-1. Det hele blev vendt på kort tid, og der var en form for choktilstand på Monjasa Park.

Heldigvis ikke for vores spillere, der viste en vis kampgejst, som man må give cadeau for. Vi fortsatte ufortrødent videre selvom det var noget af en mavepuster. Hovedpersonen bag dette, Agon Mucolli. Wow for et indhop. Først i det 85. minut, hvor han bliver sendt i dybden og flot og elegant lobber den hen over Sønderjyskes målmand. Desværre er der en minimal offside, som giver endnu en mavepuster. Her ligner det at det pludselig ikke skulle blive vores aften alligevel. Agon ville det anderledes endnu engang. Agon laver en blanding mellem indlæg og skud på mål fra venstre kanten der ender i målet, efter Martin Huldahl var med til at forvirre målmanden, ved ikke at røre bolden, som så gik ind i højre hjørne. Monjasa Park var i ekstase og det blev enden på en fuldstændig vanvittig kamp, som blev den første 3F Superliga sejr på Monjasa Park.