Der sker meget i FC Fredericia i disse år – både på og uden for banen. I en tid, hvor sociale medier spiller en central rolle for klubbers synlighed, fællesskab og udvikling, har vi netop opnået vores hidtil stærkeste resultater digitalt.
Udviklingen af vores online-tilstedeværelse har været stødt stigende i hele foråret, men især i perioden fra 7. april til 4. maj er vores indhold på Facebook og Instagram eksploderet og blevet vist hele 3.551.919 gange. Det er et tal, vi er både stolte af og ydmyge over – og det fortæller os, at den indsats, vi og mange omkring klubben lægger hver dag, bliver bemærket og bakket op.
Samtidig viser det, at vi ikke kun er en fodboldklub. Vi er også en vigtig platform for fællesskab, identitet og lokal stolthed.
Hvad betyder 3,5 millioner visninger?
Hver gang nogen scroller forbi et opslag fra FC Fredericia, tæller det som en visning (også kaldet en eksponering). Over 28 dage er det altså sket mere end 3,5 millioner gange. Det svarer til, at lidt over hver anden dansker i gennemsnit har set noget fra os i den periode.
Her er hovedtallene for de to platforme:
- 2,1 millioner visninger
- 299.000 unikke personer har set vores indhold
- 91 % af visningerne er sket organisk – altså uden betalt annonce
- 1,4 millioner visninger
- 230.000 unikke personer – en stigning på over 600 % sammenlignet med forrige periode
- 99 % organisk
Selvom nogle brugere følger os begge steder, kan visningstallene lægges sammen. Det giver os det samlede og bemærkelsesværdige tal: 3.551.919 visninger på 28 dage.
Hvad ligger bag fremgangen?
Kommunikationsansvarlig i FC Fredericia, Søren Pabst, peger på fem konkrete indsatser, som har muliggjort resultaterne:
“Det her er ikke tilfældigt. Det er resultatet af en målrettet indsats og en række forbedringer, vi har arbejdet fokuseret med siden årsskiftet.”
- Ny kommunikationsstrategi
“Da jeg blev en del af klubben i starten af året, satte vi os hurtigt for at lægge en tydeligere retning for vores digitale tilstedeværelse. Det handler om at være mere nærværende, mere sammenhængende og mere relevant i det indhold, vi deler.” - Styrket kommunikationsteam med frivillige
“Vi har fået flere frivillige kræfter med ombord, både Anne og Oliver både bidrager i dagligdagen og på kampdage, samt flere dygtige fotografer som leverer gode skud når bolden ruller – og det har været en kæmpe gevinst. Det giver os mulighed for at producere mere indhold og samtidig løfte kvaliteten.” - Melvin Kakoozas effekt
“Melvin har med sin tilstedeværelse – både på banen og i vores kanaler – trukket ekstra opmærksomhed til os. Han tilføjer både kant og charme, og det har især givet en synlig effekt på vores sociale medier og især på Instagram.” - Sportslige præstationer
“Vi må ikke glemme, at det hele starter på banen. Når resultaterne er gode, følger opmærksomheden ofte med. Det skaber indhold, vi kan dele – og som folk i byen har lyst til at engagere sig i.” - Bedre stadionoplevelser
“Vi har arbejdet målrettet på at forbedre stemningen og oplevelsen omkring kampene. Det gør, at folk føler sig tættere på klubben – og det smitter af digitalt.”
Hvad betyder det for Fredericia og lokalsamfundet?
Vores digitale synlighed handler ikke kun om FC Fredericia – det har også stor betydning for byen og området omkring os.
Hver gang vores indhold bliver delt, kommenteret eller vist, når vi ud til mennesker i hele landet. Vi viser billeder fra vores stadion, vores by, vores fans og vores fællesskab. Det er med til at brande Fredericia positivt, og det styrker byens identitet – både for dem, der bor her, og for dem, der måske først nu får øjnene op for, hvad Fredericia kan.
Det har værdi for turisme, erhvervsliv og kulturel profil. Og det giver grobund for lokal stolthed, som kan mærkes i hverdagen. Når klub og by går hånd i hånd, skaber det noget større end bare resultater på en skærm – det skaber fællesskab og sammenhængskraft.
Positiv effekt på tilskuertallene
Vores digitale vækst har også haft en direkte positiv indvirkning på tilskuertallene. I løbet af forårssæsonen har vi set en markant stigning i antallet af tilskuere på stadion. Det er ikke kun fordi folk følger med digitalt – de engagerer sig også i klubben ved at komme og være en del af den fysiske oplevelse på stadion.
Dette er et klart bevis på, at vores indsats for at skabe et stærkere fællesskab både online og offline bærer frugt. Flere føler sig tættere på klubben, og det reflekteres i de forbedrede tilskuertal. Den oplevede værdi, som både fans og sponsorer får af FC Fredericia, er noget, vi vil bygge videre på.
Hvorfor er det vigtigt for os som klub?
Det handler ikke kun om store tal og høj aktivitet. Det handler om, hvad det gør muligt:
- Vores sponsorer får mere værdi for deres samarbejde
- Vi bliver mere attraktive for nye fans, frivillige og partnere
- Vi styrker klubkulturen og tilknytningen blandt vores følgere
- Vi gør det uden store marketingbudgetter – det er drevet af ægte interesse og fælles indsats
Tak for jeres opbakning
Intet af dette var muligt uden jer. Hver eneste deling, kommentar, tilkendegivelse og visning er med til at skubbe FC Fredericia fremad – og samtidig løfte vores by.
Tak til fans, frivillige, spillere, ansatte og følgere for at være med til at gøre vores digitale tilstedeværelse stærkere end nogensinde før.
Vi er kun lige begyndt – og vi glæder os til at tage næste skridt sammen med jer.
Følg med – og vær en del af det hele.

