Føtex Fredericia har i mange år været en stærk samarbejdspartner for FC Fredericia – og nu tager de endnu et skridt i samarbejdet ved at forlænge og opgradere deres sponsorat. Med to store butikker i byen er Føtex en central aktør i Fredericia, og det er derfor helt naturligt for dem at bakke op om byens fodboldflagskib.
– Vi har haft et godt samarbejde i mange år, og vi vil gerne være en del af rejsen mod Superligaen. Det er spændende at følge udviklingen, og som en stor del af byen skal vi selvfølgelig også være en del af FC Fredericia, fortæller Thor Mosegaard fra Føtex Fredericia.
For Føtex handler partnerskabet ikke kun om synlighed – men også om at være med i det fællesskab, som klubben er med til at skabe i byen.
– FC Fredericia er en stor del af byen og en stolthed for os alle. Oprykningen har skabt en masse energi og begejstring. Det er vigtigt for os at være med i det og støtte op om den positive udvikling. Vi møder mange af vores kunder på stadion – og det er tydeligt, at fodbolden fylder mere og mere i byen, siger Thor Mosegaard.
Christian Holm Johansen, salgsansvarlig i FC Fredericia, glæder sig over, at samarbejdet med Føtex fortsætter på et endnu højere niveau.
– Vi er utrolig glade og stolte over, at Føtex har valgt at forlænge og opgradere deres partnerskab. Føtex er en stærk lokal aktør og en vigtig del af byens erhvervsliv, så det betyder meget, at de bakker op om klubben og den rejse, vi er på sammen med hele Fredericia, siger Christian Holm Johansen.
FC Fredericia ser frem til et fortsat stærkt samarbejde med Føtex i de kommende sæsoner.

