Patrick Egelund var med til at sikre sejren over B1909 med et hattrick i Oddset Pokalen. I næste runde af Oddset Pokalen møder vi Aalborg hjemme i 1/16 finalerne, hvor vi i sidste sæson vandt 3-2 på Aalborg Portland Park. Vi har derfor taget en snak med hattrickhelten, Patrick Egelund om hans præstation i kampen og hvad der venter os i næste runde af Oddset Pokalen.
Patrick, det blev til en sejr i Oddset Pokalen, kan du sætte lidt ord på kampen?
“Vi er meget heldige med at komme hurtigt foran i kampen, og det hjælper selvfølgelig. Ellers så synes jeg, det bliver en lidt rodet kamp, men vi holder godt styr på det. Vi ender med at vinde 4-0, så det er dejligt, og vi er videre.”
Du scorede tre mål i kampen. Hvilke følelser havde du efter kampen?
“Ja, det er da altid dejligt at score, og så tre. Det var første gang, jeg havde prøvet det i senior tiden, så det var dejligt.”
I møder Aalborg i 1/16 finalerne. Er du glad for den lodtrækning?
“Ja, det bliver da en god kamp, tror jeg. Vi havde det jo meget godt med dem sidste år i pokalen, så det bliver meget sjovt. Det er et hold, vi kender lidt fra sidste år, så jeg håber på det bedste.”

