Efter de to første spillerunder er det blevet til to sejre og seks point. I aften gæster vi Kolding, hvor fødselaren, Patrick Egelund forventer at fortsætte den gode stime og få tre point med hjem til Monjasa Park.
Patrick, først og fremmest, tillykke med fødselsdagen – er det tre point i aftenens kamp i Kolding, som du ønsker dig allermest i fødselsdagsgave?
”Ja det er det. Det vil være en meget god afslutning på min fødselsdag. Det bliver en lidt anderledes dag, når vi har en kamp”
I aften gæster vi som sagt Kolding, og jeg går ud fra at vi gerne vil vinde den, ligesom alle andre kampe – men er der mere på spil, når det er et naboopgør?
”Ja, det er en af de klubber der ligger tæt på os, så det er det helt klart. Jeg ved ikke om fansene har noget indbyrdes, men det bliver en god kamp”
Hvad forventer du af kampen?
”Jeg forventer, at vi får de tre point. Vi skal fortsætte den gode stime og bygge videre på spillet”
Og her til sidst, er der noget vi kan tage med fra de første to kampe i sæsonen?
”Vi har spillet noget godt fodbold, det har været lidt blandet i 1. og 2. halvleg, men vi har sluttet godt af og vi har lavet en masse mål, så det skal vi fortsætte med”

