Efter det smertefulde nederlag til AaB i Oddset Pokalen, står vi i dag over for Hillerød Fodbold på Right to Dream Park i Farum, med kampstart kl. 19:00. Det har været et tæt kampprogram for både spillere og stab, med tre kampe på syv dage. Vi har derfor taget et kort interview med Oscar Buch for at høre hans tanker om den kommende kamp og holdets tilstand.
Buch, det blev til et exit i Oddset Pokalen, kan du sætte lidt ord på kampen?
”Ja, man kan se vi kom jo lidt som underdogs til en kamp mod Superliga-holdet og vi skulle prøve at se om vi kunne drille dem, men desværre kommer de lidt hurtigt foran og får sat sig lidt på kampen, men igen, jeg synes periodisk har vi rigtig fine momenter, som vi skal tage med fra kampen, men desværre så bliver det til et lidt for stort nederlag til AAB”
Senere i dag venter Hillerød ude, hvilken kamp bliver det?
”Det bliver forhåbentlig en god kamp, set fra vores synspunkt. Vi skal ud og prøve at se om vi kan dominere, når vi kommer til Farum. Jeg synes Hillerød er et vildt godt mandskab. Dygtige spillere, dygtig trænere, har vist sig konkurrencedygtig i NordicBet Ligaen i de seneste par sæsoner, så jeg forventer en tæt kamp, ligesom rækken også afspejler. Jeg tror der er 4-5 point fra 10.pladsen til 3.pladsen lige nu. Så det bliver tæt, og det gør alle kampene, og det bliver fedt”
Tre kampe på syv dage, er det noget der kan mærkes i benene?
”Jamen det kan det jo, men det er jo vores job at være klar og jeg tænker, at nogle har spillet mere end andre. Der er også blevet doseret lidt, så forhåbentlig er alle fit. For mit eget vedkommende kan jeg sige, at jeg føler mig klar og frisk, så der er ikke noget der”

