Vi fangede Nikolai Ritter efter dagens korte træning forud for semifinalen i årets pokalturnering mod Silkeborg IF.

“Først og fremmest tillykke med 150 kampe for Fredericia FC. Kan du tage os med på rejsen, hvordan det har været?”

“Det har været en fantastisk rejse med en klub, som har udviklet sig rigtig meget. En klub, der er rykket sig betydeligt, selvom det ikke lige er blevet til en oprykning, som man måske kunne have håbet på, da jeg kom til klubben. Jeg er stolt over at have spillet 150 kampe for denne klub.”

“Hvad bliver det for en oplevelse med en pokalsemifinale på hjemmebane?”

“Det er en kamp, der er lidt todelt, kan man sige. Vi tabte jo 6-1 deroppe. Jeg tror, vi skal glemme det og tænke, at det er en kamp for sig selv, og så nyde denne oplevelse. Vi håber på at give alle de fremmødte fans et par mål samt en god oplevelse,” slutter Nicolai Ritter.