Vi fangede Michael Hansen efter dagens taktikmøde forud for pokalsemifinalen mod Silkeborg IF.

“Pokalsemifinalen i morgen på hjemmebane mod Silkeborg IF, hvad bliver det for en oplevelse?”

“Efter kampen i Silkeborg, gik jeg ikke og tænkte meget over returopgøret, men nu nærmer den sig. Vi glæder os selvfølgelig og skal vise, hvad Fredericia FC kan. Vi skal byde dem op til dans og være mere fremme på banen. Silkeborg er et meget stærkt hold, så vi kommer under pres, men det skal vi bare håndtere bedre denne gang. Vi skal vise os bedre som hold og som spillere.”

“Silkeborg er et sublimt hold. Hvordan får I kontrol over kampen på jeres præmisser?”

“Det bliver svært, og vi er ikke helt herre over det, men vi skal byde dem bedre op til dans, det er sikkert. Det første mål for kampen er, at vi er med i kampen og ikke bare bliver løbet over, som vi gjorde i Silkeborg. Silkeborg har selvfølgelig et kæmpe resultat, så jeg tænker mere på indholdet og hvad vi kan vise. Jeg håber, at vi kan give alle de fremmødte fans en god kamp og en fed oplevelse,” slutter Michael Hansen.