Efter de første 12 runder af NordicBet Ligaen ligger vi på en flot 2. plads. Holdet har leveret solide præstationer, hvor vi har vist styrke både defensivt og offensivt. Der har været nogle tætte kampe undervejs, men vores stabilitet og sammenhold har sikret os en stærk position i toppen af tabellen.  Vi har derfor taget en kort snak med Michael Hansen om, hvordan vi står efter 12 spillerunder.

Michael, nu er 12 runder overstået, hvordan synes du vi står?

”Jamen, det har været godt. Det har været nogle gode måneder, fire stykker vil jeg tro, i det hele, hvor vi har lært hinanden at kende og har konkurreret mod vores modstandere, og vi har haft mange gode oplevelser. Men ligesom i alle mulige andre sports, så går det sådan lidt op og ned en gang imellem, men jeg synes, det er gået meget op og meget positivt over vores hverdag og den kultur, vi har. Og så i sidste ende, så er det også resultaterne, selvfølgelig. Vores målsætning om at være med i top 6, det er der, vi har været som stort set for runde 1 af, og også er der nu. Og ser frem til den næste periode her på de seks kampe, der er tilbage inden vi går på ferie.” 

Er der noget der skal arbejdes på til de næste 12 runder?

”Ja, det vil der være. Jeg tænker, at fodbold er sådan en ongoing ting, at du hele tiden er der noget, du skal repetere og vedligeholde. Og så giver kampene dig hele tiden sådan lige en nuance eller en ting. Nu igennem en længere periode har vi arbejdet noget med fx vores forsvarsspil, og det vil vi fortsætte med selvfølgelig lige nu, tænker jeg. Der er også lidt med vores opbygningsspil, som vi lige har taget lidt fat i. Så det er sådan nogle små ting, men jeg tænker, at det er sådan hele vejen rundt. Standard-situationer. Fodbold er jo simpelt, men også vildt kompleks, fordi der er så mange små detaljer. Plus at du er 11, der skal arbejde sammen, og i hverdagen er du jo en hel trup, der skal gøre det. Vi bliver aldrig færdige, så vi vil hele tiden gerne udvikle os, men skal også hele tiden værne om det, vi har været gode til. Og den ting vil vi selvfølgelig dyrke videre i den næste periode.”