På søndag tager vi imod Esbjerg FB i sæsonens 2. hjemmekamp her på Monjasa Park. En kamp der bliver vigtig at vinde for at forblive i toppen af tabellen i NordicBet Ligaen. Vi har derfor fanget Michael til en kort snak, om hvad der venter os på søndag.
Michael, efter en sejr i Oddset Pokalen, venter Esbjerg på søndag, hvilken kamp bliver det?
”En spændende kamp, to gode hold der vil det samme eller gør det lidt anderledes, så jeg forventer en meget lige kamp. Det er to hold der går ud for at vinde og spørgsmålet er, hvem får rullet og hvem er effektive, når man har perioderne i kampen. Der er helt sikkert perioder, hvor Esbjerg kan give os problemer og de kommer også til at udfordre os. Når de gør det, hvor korte kan vi holde de perioder og selvfølgelig i sidste ende, hvor effektive kan vi være i de ting vi gør. I de to første kampe var vi meget effektive og fik skabt nogle chancer, men i Kolding havde vi svært ved at skabe chancer. Vi skal lidt tilbage på sporet, hvor vi skal være dygtige nok i den sidste del af spillet. Hvis vi skal have frihed til det, så skal vi ikke være for åbne bagi, hvilket er et emne for os, at kampen er åben og at de offensive folk har den tryghed, så de ikke behøver at jage hele tiden, fordi vi har åbnet os op. Vi skal desuden passe på, at Esbjerg ikke skaber for mange og store chancer og samtidig skal vi kunne se, om vi ikke kan underholde fansene på hjemmebane. Det gjorde vi sidst imod Vendsyssel. Det var to gode hold der mødte hinanden og det forudser jeg lidt det samme igen imod Esbjerg og et Fredericia hold der gerne vil vinde igen på hjemmebane”
Hvor vigtig er det for holdet, at sikre en sejr på søndag?
”Alle kampe er vigtige og vi vil gerne vinde alt hvad vi deltager i. Vi er kommet godt i gang. Hvis vi ser tilbage hele sidste sæson manglede vi lige et par sejre og der vil vi gerne starte godt, som vi også har gjort. Alle kampe er vigtige og det bedste hold må gå med sejren og der håber jeg selvfølgelig på at det er os”

