FC Fredericia og Vejle Bodklub er igen blevet enige om en lejeaftale for Lundrim Hetemi, som gør at Lundrim spiller forårssæsonen 2024 for FC Fredericia og dermed vender tilbage.

Lundrim har været retur hos Vejle Boldklub siden hans lejeaftale for efteråret 2023 med FC Fredericia udløb, og senest har Lundrim været med Vejle Boldklub på træningslejr.

”Vi har været i dialog med Vejle Boldklub over en længere periode omkring at leje Lundrim for foråret, og dette har nu kunne lade sig gøre. Lundrim var en af vores vigtigste spillere i efteråret, og derfor er vi naturligvis glade for at vi igen råder over Lundrim.
Vi kigger ind i et spændende forår, hvor vi i første omgang skal sikre os en top-6 placering og dernæst ser frem til to pokalsemifinaler. Derfor har det været en prioriteret for os at kunne leje Lundrim igen, da han var en stor del af det flotte efterår vi netop har haft.”, siger direktør Stig Pedersen.

Lundrim møder ind på fredag inden truppen og staben flyver på træningslejr til Tyrkiet.

I efteråret spillede Lundrim 16 kampe for FC Fredericia.