FC Fredericia har skrevet kontrakt med den 24-årige venstre back, Daniel Thøgersen, som i denne sæson spiller for B93 i NordicBet Ligaen.

Daniel tiltræder FC Fredericia 20 juni på en 2-årig aftale, når hans aftale med B93 udløber.

”Jeg glæder mig utrolig meget til at blive en del af FC Fredericia, som jeg kender godt fra alle de gange jeg har spillet mod klubben. FC Fredericia har en spillestil som tiltaler mig meget, og jeg ser frem til at møde ind efter sommerferien og blive en del af klubben, samt få en ny og spændende udfordring.”, siger Daniel Thøgersen.

Daniel Thøgersen har tidligere spillet for klubber som blandt andet AGF og Esbjerg. I denne sæson har han været fast mand for B93 med hele 29 kampe for klubben.

”Vi kender Daniel fra NordicBet Ligaen, hvor han har spillet mod os de sidste sæsoner og i denne sæson for B93. Vi har været på udkig efter en venstrebenet forsvarsspiller, og det har vi nu fundet i Daniel. Vi får en løbestærk spiller, som besidder de kvaliteter vi har brug for. Vi glæder os over at Daniel har valgt at komme til FC Fredericia.”, slutter direktør Stig Pedersen.