I sidste uge havde vi vores analytiker og U14 træner, Emil Mortensen, samt børneudviklingstræner, Lasse Borst, i Sierra Leone i samarbejde med FANT for at afholde et trænerseminar.
FANT er en NGO, der laver udviklingsarbejde gennem fodbold og andre sportsprojekter. De arbejder i Sierra Leone, Ghana og Gambia. De arbejder også med projekter i Danmark, som de driver fra deres kontor i København.
Du kan her læse meget mere om FANT:
https://fant.dk/
Der deltog 30 nysgerrige og spændte fodboldtrænere fra FANT’s 10 samarbejdsklubber på seminariet, som blev afholdt på Monjasa Park Freetown i Sierra Leone, hvor der blev udvekslet viden og erfaring fra trænergerningen i Danmark. Formålet med kurset har været at inspirere og give nogle værktøjer, som kan hjælpe dem i deres fremtidige træninger og kampe på kunst- og grusbanerne i Freetown, Sierra Leone.
“Turen gav mig et indblik i en anden måde at spille, træne og nyde fodbold på. Selvom formålet med turen var at lære og inspirere trænerne fra Freetown, så må jeg bare sige at jeg er blevet mindst lige så inspireret og klogere på hvordan spillet fungerer på flere kulturelle niveauer. Fodbolden har en kæmpe betydning i Sierra Leone og det var tydeligt at mærke at fodbolden betyder lige så meget i Freetown som i Fredericia.”, siger Emil Mortensen.

