I får en sejr med herfra i dag. Hvordan har du det lige nu?

”Jeg synes spillerne kæmpede bravt og flot. For vi havde store problemer hele kampen igennem. Vi opsøgte alle tilfældigheder og vi forsvarede os rigtig flot mod et rigtig godt Sønderjyske hold, der nærmest blev bedre efter at være kommet bagud. De pressede os og skabte en masse i vores felt. Vi var gode til at afklare det, men havde også heldet med os i flere situationer. Både Sønderjyske og deres tilskuere skal have stor kredit for at lave en fantastisk kamp. Vi forsvarer os ikke godt med bolden, så vi skal rose os selv for at være effektive. Målet til 1-0 er rigtig flot og vi er dygtige til at komme tilbage efter målet til 1-1. Det lykkes os at lave 2 mål i en shaky periode, hvilket er rigtig flot. Vi kæmpede hårdt, og når man gør det, har man nogle gange også heldet med sig. I dag synes jeg både vi har heldet og dygtigheden i de afgørende situationer. Vi er glade og tager sejren til os, på en udebane hvor man ikke kan forvente at styre spillet. Det giver selvtillid og booster os til den næste svære udekamp.”

De får et rødt kort efter 25 minutter. Hvilken indflydelse har det på kampen?

”Det bør have en stor indflydelse og det havde det også. Jeg synes de skruede ekstra op efter udvisningen, og havde de været fuldtallige, havde det været endnu sværere for os. De får også et straffe, hvor de er inde i feltet, hvilket gør at vi kun får gult. Så der er vi faktisk heldige med, at den er inde i feltet. Både publikum og spillerne inde på banen fra Sønderjyske presser på. De løb hele kampen og gav os store problemer. Så når jeg siger sådan, må jeg også rose mit eget hold. Vi holdt godt igen og var effektive på vores chancer i 2. halvleg, hvor vi godt vidste at vi skulle have lidt tålmodighed.”

I vinder for første gang i 15. kampe ude mod Sønderjyske. Der må være en glæde at spore i omklædningsrummet lige nu?

”Det er der også. Det er dejligt at komme her og vinde, efter vi taber i sidste uge i sæsonpræmireren. Lige nu er vi glade, men vi skal også til at kigge fremad og se på den næste opgave. Næste måned er ret stram. Næste gang har vi AaB ude, og det er også en opgave, der kræver en mandfolkepræstation.”